Amazon kæmper med falske og svinedyre ansigtsmasker
Andenrangs-ansigtsmasker, håndsprit og andre ting til den personlige kamp mod coronavirus sat til salg på internetsiden.
Amazon kæmper lige nu med at få fjernet kopivarer i form af ansigtsmasker, håndsprit og andet, der sælges gennem selskabets hjemmesider. Og til ågerpriser.
De annoncerede produkter hævdes at kunne beskytte mod at blive smittet med coronavirus, men de har ikke modtaget de amerikanske myndigheders godkendelse, skriver Wall Street Journal.
Amazon har identificeret mere end 100 sikkerhedsmasker og åndedrætsværn, som er kopivarer, og som ikke kunne leve op til de specifikationer, som var blevet lovet.
Der var flere tilbud på en ansigtsmaske - udbudt af et firma med navnet Benehal - som Centers for Disease Control and Prevention’s National Institute for Occupational Safety and Health, eller Niosh, sidste år advarede om var en forfalskning.
Et andet tilbud på lyserøde, latexfrie handsker lovede at ”forhindre coronavirus, influenza og lungebetændelse.” Men ingen handsker til almindelige forbrugere gør det.
Flere tilbud på Amazon faldbød hatte med plastik ansigtsskærme som blev markedsført som en beskyttelse, der ”effektivt isolerer mod spyt, der bærer vira,” skriver WSJ.
I takt med at det er gået op for amerikanerne, at antallet af tilfælde med coronavirus er på fremmarch i deres land, har priserne ændret sig.
»Priserne på Amazon steg med mindst 50 pct. for mere end halvdelen af tilbuddene på kirurgiske masker og håndsprit i ugerne efter coronavirus-krisen kom til USA i slutningen af januar, ifølge en undersøgelse fra forbrugeradvokat organisationen U.S. PIRG Education Fund,« skriver avisen.
En talsperson fra Amazon fortæller, at man samarbejder med myndighederne for at komme svindlen til livs og få straffet bagmændene.