Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lego lukker oplevelseshus

Lego House er en populær destination for børnefamilier. Men coronavirus har nu også lukket oplevelseshuset i foreløbigt mere end to uger.

Corona rammer verden
Lego House er blevet lukket af coronavirus-udbruddet. Foto: Lego

Hvis nogen børnefamilier havde forestillet sig, at oplevelseshuset Lego House i Billund kunne kaste lidt underholdning af sig i de kommende uger, kan de godt tro om igen.

For efter regeringens forbud mod forsamlinger på over 100 personer, har Lego House nu meldt ud, at huset vil være lukket og låst frem til og med den 29. marts. Måske endda længere, afhængigt af myndighedernes anbefalinger.

»Vi er berørte af situationen og meget kede af at måtte skuffe alle jer, der havde glædet sig til verdens bedste legeaftale,« skriver Lego House på sin hjemmeside.

Hvis man har købt billet til Lego House fra nu til og med søndag 29. marts 2020, refunderes den automatisk. Har man billet til efter den 29. marts 2020, hjælper Lego House gerne med at flytte til en anden dato, men billetten kan ikke refunderes på nuværende tidspunkt.

»Da vi er i kontakt med mange gæster, beder vi jer have forståelse og tålmodighed for evt. ventetid på telefon og mail. Vi følger fortsat situationens udvikling tæt og vil opdatere, så snart der er nyt,« skriver Lego House på hjemmesiden.

I 2019 havde Lego House 281.786 betalende gæster. Det var en vækst på 15 pct. i forhold til 2018, der var oplevelseshusets første hele år efter åbningen i 2017.

Et nyt regnskab fra Koldingvej 2, Billund A/S, selskabet bag Lego House, viste for nylig en markant fremgang i omsætningen for oplevelseshuset. Fra 113 mio. kr. i 2018 til 137,2 mio. i fjor.

Dog havde selskabet et driftsunderskud på 28 mio. kr.

For nylig kom Lego House med på listen over verdens 50 bedste steder at besøge for børn, udpeget af det anerkendte medie Time Magazine.

Det 12.000 kvm. store hus, der er tegnet af Bjarne Ingels’ arkitektfirma BIG og udformet som 21 forskudte Lego-klodser, stod færdigt i 2017. Huset er fyldt med 25 mio. Lego-klodser, og de besøgende kan både betragte de udstillede Lego-figurer og selv bygge med.

Lego House er ejet af Lego Fonden, der har Thomas og Kjeld Kirk Kristiansen som henholdsvis formand og næstformand.

BRANCHENYT
Læs også