Stor dansk hotelvirksomhed fyrer 350 medarbejdere
Hotelvirksomheden BC Group, der står bag nogle af Danmarks mest kendte hoteller, fyrer 350 medarbejdere som følge af coronavirussen.
En af landets største hotel-, konference-, og messevirksomheder, BC Group, ser sig nu nødsaget til at fyre 350 medarbejdere som følge af coronavirussen.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
BC Group står bag bl.a. det kendte konference- og messecenter Bella Center og hotellerne Copenhagen Marriott, Bella Sky og Crowne Plaza Copenhagen Towers i København.
»Vores samlede forretning er mere end halveret inden for de sidste 8-9 dage, og da det ser ud til at fortsætte på dette niveau, eller måske endda bliver værre, uden at vi ved, hvornår det ender, så skal vi tilpasse forretningen uden tøven. Helt konkret betyder det, at vi skal afskedige mere end 350 gode kolleger,« siger Allan L. Agerholm, adm. direktør i BC Group.
Ifølge BC Group er det en »brutal opbremsning i turismen og den internationale rejselyst«, der er skyld i, at hotelvirksomheden nu må fyre flere hundrede medarbejdere.
»Jeg er overordentlig ked af, at situationen med coronavirus er kommet så vidt, at vi ikke kan komme udenom disse tilpasninger. Vi ser imidlertid ingen andre muligheder,« sige Allan L. Agerholm.
Dermed følger BC Group resten af hotel- og restaurationsbranchen, som er hårdt presset som følge coronavirussen.
En undersøgelse fra Horesta, der er hotellerne og restaurationernes brancheorganisation, viser, at mere end hver fjerde hotel eller restaurant enten har fyret eller planlægger fyringer.
Yderligere 37 pct. overvejer det, hvis ikke situationen ændrer sig i de kommende måneder.
Samtidig forventer hotellerne og restauranterne et omsætningstab på mellem 3 og 5 mia. kr. i 2020.
Ifølge BC Group er det håbet, at langt de fleste fyrede kan genansættes, hvis situationen normaliseres indenfor kort tid.

