Presset Norwegian-topchef: Det er som en krig uden bomber og granater
Norwegian har brug for likviditet. Der er behov for tiltag fra den norske regering, og det haster, siger Jacob Schram, koncernchef i Norwegian.
Norwegian kæmper for livet, efter at coronavirus har lammet luftfarten. Det norske lavprisselskab efterlyser tiltag fra regeringen, der umiddelbart kan tilføre likviditet til selskabet.
»Det er en helt ekstraordinær situation for samfundet. Egentlig som en krig uden bomber og granater. Det gør ondt langt ind i hjertekulen, at vi er nødt til at sende folk hjem, siger topchef Jacob Schram på et pressemøde, der dog ikke var et helt normalt et af slagsen.
Flyselskabets topchef befinder sig i øjeblikket i coronakarantæne, og derfor foregik pressemødet via video, hvor journalisterne fra både norske og internationale medier i stedet stillede spørgsmål på mail.
Den norske regering præsenterede fredag formiddag en hjælpepakke, der skal afbøde konsekvenserne for flybranchen. Bl. a. indføres afgiftslettelser, ligesom passagerafgiften er sløjfet frem til slutningen af oktober.
Men initiativerne hjælper ikke Norwegian her og nu. Selskabet mangler likviditet, fordi de mange indtægter fra sommerens bookinger udebliver.
»Vi synes, det er rigtig godt, at regeringen nu reducerer afgiftstrykket for norsk luftfart, men det er desværre ikke nok i den særligt krævende situation, vi står i. Vi har behov for konkrete tiltag nu, der på kort sigt styrker likviditeten betydeligt. Vi beder om, at det kommer hurtigt,« siger Jacob Schram
Han tilføjer, at uroen på kapitalmarkederne har ført til, at der nu i praksis er lukket for lån og kreditter, og dermed er det ikke muligt at finansiere virksomheder på normal vis. Det indebærer, at coronavirussen har skabt en helt ekstraordinær situation for Norwegian.
Topchefen fremhæver, at coronakrisen ikke kun er et problem for Norwegian.
Samtidig tilføjer han, at selskabet selv gør alt, hvad man kan for at forbedre økonomien gennem en lang række tiltag for at reducere omkostningerne.
Heller ikke SAS vurderer, at hjælpen fra regeringen er tilstrækkelig.
»Det er en god begyndelse, men det er på ingen måde godt nok,« siger Torbjørn Wist, finansdirektør i SAS.
Han ønsker, at SAS og andre flyselskaber får adgang til kreditfaciliteter, som selskaberne kan trække på efter behov.