Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Direktør for Rejsegarantifonden kalder situationen rædselsfuld

Hvis krisen fører til mange krak vil en presset branche skulle låne ekstra millioner til fond

Corona rammer verden
Rejsebranchen har ifølge direktøren for Rejsegarantifonden aldrig stået i så alvorlig situation som nu. Foto: Arkiv

Rejsegarantifonden er fuldt finansieret af rejsebranchen. Direktør for fonden Birgitte Fjeldhoff kalder branchens situation for rædselsfuld.

Hun har samtidig svært ved at se, hvordan en økonomisk presset branche vil kunne leve op til dens forpligtelser, hvis konkurser tømmer kassen og stiller krav til branchen om at spæde friske millioner til.

»Vi har oplevet meget store tab før. Men aldrig noget af en størrelse, hvor vi har mistet formuen. Der er loven jo skruet sådan sammen, at hvis vi får så store tab, at vi ikke kan dække det med vores egen formue, så kan vi optage et statsgaranteret lån i en bank. Men det lån skal betales tilbage,« siger direktør Birgitte Fjeldhoff fra Rejsegarantifonden.

Den situation kan i sidste instans sende en regning videre til staten.

»Hvordan skulle en svækket branche kunne betale ekstra penge ind? Der kan man ikke udelukke en eller anden form for hjælpeforanstaltning. For det er også det, som politikerne taler om på alle mulige andre områder i øjeblikket,« siger direktør Birgitte Fjeldhoff.

Branchen har ifølge Fjeldhoff aldrig stået i en alvorligere situation end nu.

»Vi har tit oplevet, at der bliver frarådet rejser til et eller to lande. Det har ramt de rejseudbydere hårdt, der kun har rejser til det område. Men vi har aldrig oplevet en situation som nu. Det er ganske rædselsfuldt for branchen. En situation, der rammer så mange og så bredt. Det er ikke godt,« siger direktør Birgitte Fjeldhoff fra Rejsegarantifonden.

Rejsegarantifonden har i dag rundt regnet 150 mio. kr. i kassen, hvoraf de 100 mio. kr. er øremærket til hjemtransport og dækning af tabte flybilletter i forbindelse med konkurser for flyselskaber. Resten af beløbet skal dække tabte beløb fra pakkerejser i forbindelse med konkurser for rejsebureauer.

Fonden er fuldt finansieret af rejsebureauer og flyselskaber med afgange fra Danmark.

BRANCHENYT
Læs også