SAS-direktør: Luftfarten i Danmark er hårdest ramt
SAS er i intense drøftelser med regeringerne i Skandinavien om statslige garantier og andre tiltag, der kan hjælpe selskabet gennem den største krise i selskabets historie.
SAS skærer 90 pct. af al trafikken væk, men nedskæringerne er størst i Danmark. Her er 4.000 ud af 4.200 medarbejdere sendt hjem.
»Næsten al trafik i Danmark er international, og dette marked er fuldstændig væk,« siger Simon Pauck Hansen, direktør i SAS med ansvar for driften.
Næsten al trafik i Danmark er international, og dette marked er fuldstændig væk.Simon Pauck Hansen, direktør i SAS med ansvar for driften.
100 ruter i Danmark lukkes, og alle udlandsruter lukkes helt i løbet af ugen. Kun indenrigsruten mellem Aalborg og København vil blive betjent med et stærkt reduceret program.
De danske grænser er lukkede, og Udenrigsministeriet fraråder danskere at rejse til udlandet. Restriktionerne er ikke helt så skrappe i Norge og Sverige, ligesom indenrigstrafikken er langt større i disse lande. Derfor fortsætter SAS med et meget begrænset trafikprogram i disse lande.
Søndag præsenterede regeringen en hjælpepakke, der sikrede lønkompensation til ansatte, som sendes hjem på grund af coronakrisen. Denne aftale var med til at sikre, at man undgik afskedigelser i Danmark.
»Lønkompensation betyder, at vi midlertidigt kan hjemsende medarbejdere, som vi ellers ifølge overenskomsterne ikke havde mulighed for. Det hjælper os i den her svære situation, og det giver os mulighed for at starte op igen, når vi er på den anden side af krisen, og der findes et marked,« siger Simon Pauck Hansen.
Lønkompensation betyder, at vi midlertidigt kan hjemsende medarbejdere, som vi ellers ifølge overenskomsterne ikke havde mulighed for.Simon Pauck Hansen, direktør i SAS med ansvar for driften.
Han tilføjer, at der ikke er sat dato på de planlagte hjemsendelser.
»Vi ved ikke, hvor lang tid, det her vil vare. Men muligheden for hjemsendelser sikrer, at vi hurtigt kan genoptage trafikken i takt med, at rejselysten og efterspørgslen vender tilbage.«
Hvor lang tid kan SAS overleve krisen?
»Vi har et godt likviditetsmæssigt beredskab. Men vi har en situation, hvor vi har sat aktiviteten på pause, og kunderne ikke køber rejser på grund af usikkerheden om coronavirus. Derfor er det vigtigt at sikre den nødvendige tillid om selskabet,« siger Simon Pauck Hansen.
SAS er i tæt dialog med de skandinaviske regeringer om tiltag i form af statsgarantier og likviditet, som kan sikre tillid omkring erhvervet i forhold til kreditorer og leasingselskaber.
»Vi kigger ind i en krise, som vi ikke kender udløbsdatoen på. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at vi kan stå igennem en rigtig langvarig krise,« siger Simon Pauck Hansen.
Vi kigger ind i en krise, som vi ikke kender udløbsdatoen på.Simon Pauck Hansen, direktør i SAS med ansvar for driften.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank vurderer, at SAS taber mellem 80 og 100 mio. kr. om dagen. Er det beløb korrekt?
»Jeg vil ikke kommentere bestemte beløb. Vi har store faste omkostninger til fly og omkostninger til medarbejdere. Samtidig har vi ingen aktivitet, det er vældig, vældig dyrt,« siger Simon Pauck Hansen.

