Rejsebureauer skal betale milliardbeløb tilbage for aflyste rejser - ny hjælpepakke er »alt for lidt«
Rejsebureauer håber på særlig hjælpepakke, der går længere end den netop indgåede trepartsaftale.
Landets rejsebureauer er i så stor krise, at den nye trepartsaftale om lønkompensation slet ikke er nok til at redde branchen.
Det siger direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening, der tæller omkring 100 rejsebureauer såsom Albatros Travel, Egencia, FDM Travel og Nyhavn Rejser.
Foreningen har indsamlet tal fra medlemmerne, der alene for de fire uger frem til 13. april, hvor Udenrigsministeriet har frarådet alle ikke-nødvendige rejser til alle lande, skal refundere forudbetalte rejser for omkring 1,3 mia. kr.
Samtidig sælger branchen ingen nye rejser.
»Vi er gået fra 100 til 0, så lige nu er vi en branche, der ikke eksisterer, og vi bliver nødt til at have helt andre summer på bordet,« siger Lars Thykier.
Trepartsaftalen indebærer, at staten betaler lønkompensation til virksomheder, der må sende medarbejdere hjem på grund af manglende arbejde frem til 9. juni 2020.
Kompensationen udgør 75 pct. af medarbejderens løn, dog maksimalt 23.000 kr. om måneden, mens kompensationen for timelønnede hedder 90 pct. og maksimalt 26.000 kr. om måneden.
Samtidig skal virksomhederne forpligte sig til ikke at fyre medarbejdere i perioden.


Men Lars Thykier påpeger, at lønningerne i branchen ligger på gennemsnitligt 35.000 kroner om måneden, og samtidig mener han, at det er for indgribende at kræve, at man ikke må fyre medarbejdere.
»Det er alt for lidt og alt for begrænsende til, at vi kan bruge det,« siger han og tilføjer, at han håber, regeringen vil overveje en særlig model med fuld lønkompensation til rejsebranchen, fordi den er ekstra hårdt ramt.
Branchen skal ifølge Thykier holde møde med Erhvervsministeriet senere søndag. På forhånd har Danmarks Rejsebureau Forening orienteret ministeriet om den ekstraordinære regning for refusion af forudbetalte rejser for 1,3 mia. kr.
»Hvis de betalinger ikke kan erlægges, så har vi lukket branchen,« siger Lars Thykier.
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel hed det, at kompensationen for timelønnede maksimalt udgør 29.000 kr. Det er forkert. Dette rette beløb er 26.000 kroner. Finans beklager fejlen.