Analysechef: Bekymrende at kineserne ikke er kommet tilbage i butikkerne
Mens indsatsen for at bekæmpe coronavirussen kører i højeste gear, er der bekymrende signaler om, at de økonomiske udfordringer vil fortsætte også efter at virussen er kommet under kontrol.
Det konstaterer investeringsbanken Carnegies analysechef, Niels Granholm-Leth, med henvisning til udviklingen i Kina, hvor coronavirussen først brød ud.
»Noget kunne tyde på, at selvom epidemien allerede har toppet i Kina, så er forbrugerne noget langsomme om at komme tilbage i butikkerne. Der er stadig mange, der holder sig inden døre. Så det er ikke sådan, at bare fordi kurven har fladet ud i Kina, så vælter folk ud i butikkerne igen. Der går tilsyneladende noget tid. Og det er selvfølgelig lidt bekymrende,” siger Niels Granholm-Leth.
Vil folk tænke ’nah, det kan jeg godt undvære’ eller udskyde det?
Effekterne af virussen har allerede ført til lukkede butikker og varslede fyringer i Danmark, og en række børsnoterede selskaber har trukket deres tidligere kommunikerede forventninger til resultaterne i år tilbage.
Udviklingen giver også hovedbrud blandt aktieanalytikerne, der ligesom selskaberne har svært ved at finde fast grund under fødderne.
»Vi beskærer estimaterne, men under forudsætning af, at selskaberne taber x dages omsætning. Og så må vi lave de foreudsætninger om, efterhånden som året går. Nogle analytikere laver forskellige scenarier, hvor man siger, ’hvor meget koster det, hvis de taber 30 dages omsætning? Hvor meget koster det, hvis de taber 60 dages omsætning? Og hvornår går de konkurs?’,” siger Niels Granholm-Leth.
Også blandt kreditforsikringsselskaberne, der forsikrer selskaber mod tab på kunder, der ikke kan betale regningerne, er der bekymring for, hvor hurtigt hjulene kommer i gang på den anden side af corona-krisen.
»Hvordan vil folk reagere? Vil de begynde at købe rejser igen uændret, eller vil folk tage en tænkepause? Vaner kan forandres her. Og det samme gør sig gældende med mange industrier og forbrugsgoder. Vil folk tænke ’nah, det kan jeg godt undvære’ eller udskyde det? Det kan vi ikke sige noget fornuftigt om nu, men det er nogle af de scenarier, man kunne begynde at forberede sig på,« siger Michael Lercke Pedersen, adm. direktør i kreditforsikringsselskabet Euler Hermes i Danmark.
Niels Granholm-Leth vil ikke uddybe, hvor lang tid, Carnegie forventer, at krisen vil vare. Men han henviser til, at der er kommet analyser fra en række engelske og nordiske investeringsbanker.
»Det virker som om, der er en konsensus om, at epidemien topper i slutningen april. Og så må vi se, hvordan det går,« siger Niels Granholm-Leth.