Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Flaskehalse forhindrer håndsprit i at nå supermarkeder

Produktionen i Danmark er afhængig af udenlandske underleverandører.

Corona rammer verden
De Danske Gærfabikker destillerede alkohol frem til  januar 2014. I dag er der ingen store producenter af alkohol tilbage i Danmark. (Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto)

Håndsprit bliver i disse dage revet væk fra hylderne i danske supermarkeder, og hospitaler oplever både tyveri og decideret røveri af håndsprit.

Ifølge to af Danmarks største producenter af håndsprit er det ikke et problem, som man umiddelbart kan producere sig ud af. For råvarer fra plasticpumper til ethanol og denatureringsvæske skal importeres. Og i udlandet er der i lighed med i Danmark langt større efterspørgsel end udbud. Samtidig er sundhedssektoren en prioriteret kunde for Danmarks største producent af håndsprit.

»Vi er gået fra at producere 60.000 til 250.000 liter om ugen. Virksomheden arbejder i tre skift og alle weekender. Selv om vi gerne ville, kan vi ikke udvide mere. Udfordringen er, at der er knaphed på råvarer. Og priserne er fordoblet på den importerede ethanol (alkohol) og tredoblet på denatureringsmidler til produktionen,« siger direktør Bo Eriksen fra KiiltoClean i Assens, som i dag udelukkende leverer håndsprit til sundhedssektoren i de skandinaviske lande.

Store spiritus og parfumeproducenter i blandt andet Frankrig er ifølge Financial Times ved at omstille dele af deres produktion til at producere såkaldt isopropyl alkohol, der bruges til håndspritprodukter.

I Danmark blev De Danske Spritfabrikker tilbage i 2012 solgt til norske Arcus. Produktionsfaciliteterne i Aalborg er for længst blevet demonteret. Situationen ser ikke bedre ud fra Danmarks tidligere store finspritproducent De Danske Gærfabrikker, som i 2007 blev overtaget af den canadiske Lallemand-koncern.

»Vi holdt op med at destillere i januar 2014. Anlægget har vi ikke længere, da vi besluttede for at specialisere os i fødevareingredienser herunder gær. Vi har en meget mindre forretning med salg af ethanol til fødevarekunder. Vi har ethanol på lager, men vi kan ikke få mere, da vores producent i Frankrig melder udsolgt,« siger adm. direktør Nicolai Jensen fra De Danske Gærfabrikker.

Hos Dermapharm ved Randers har man siden coronakrisens start firedoblet sin produktion af håndsprit til 50.000 enheder om ugen. Men det er ikke umiddelbart muligt at gå længere op. Det handler dels om tilladelser til at udvide, men også i høj grad om flaskehalse.

»Vi sælger alt vores håndsprit i Danmark. Vi har øget produktionen, det vi kan. Men der er mange begrænsninger. Vi oplever ikke at kunne skaffe tilstrækkeligt med flasker, tilsætningsstoffer og det ene og det andet. Så det er ikke bare lige til. Der er jo stor efterspørgsel over alt,« siger direktør Mikkel Egelund Jensen fra Dermapharm

I Danmark er der omkring 30 alkoholdestillerier organiseret i brancheforeningen VSOD. Bestyrelsesmedlem Kim Møller-Elshøj, som til daglig driver Nyborg Destilleri, forventer ikke, at man vil se leverancer til håndsprit fra hans forening.

»Det ville overraske mig. Fødevarestyrelsen er meget bestemte omkring, at når man har et destilleri producerer man fødevarer. Det at producere håndsprit er en kemisk produktion. Og de to ting må man ikke blande sammen. Derudover kan den sprit, som bruges til produktion af håndsprit, købes til meget billigere priser end nogen af os i Danmark kan producere til,« siger Kim Møller-Elshøj fra Nyborg Destilleri.

BRANCHENYT
Læs også