Erhverv

SAS fik milliarder: Nu forlanger Norwegian også statsstøtte

Norwegian reagerer nu skarpt på, at SAS tidligere i dag fik milliarder kroner i støtte fra den danske og svenske stat. Norwegian forlanger at blive behandlet på samme vilkår som konkurrenten og kræver derfor statstøtte.

Kriseramte SAS har netop fået milliarder i statstøtte.
Nu forlanger Norwegian at blive behandlet på samme vilkår.

Tidligere i dag fik SAS en redningspakke på 3 mia. kr. fra den danske og svenske stat. Nu forlanger den kriseramte konkurrent Norwegian også statsstøtte.

»Nu er svenske og danske myndigheder kommet med en betydelig redningspakke til det svenske flyselskab SAS i form af likviditet. Dette gør det meget lettere for Norwegians største konkurrent at komme igennem denne krise,« påpeger Norwegians koncernchef Jacob Schram.

Norwegian beder nu om samme støtte som sin største konkurrent.

»Norwegian er et flyselskab, der på samme måde som SAS har brug for hjælp fra myndighederne for at kunne sikre tusindvis af arbejdspladser, infrastruktur og værdiskabelse. I Danmark alene har vi næsten 1000 kolleger, der beflyver de mere end 60 ruter ud af lufthavne i hele Danmark,« udtaler Jacob Schram i en pressemeddelelse, som Norwegian netop har udsendt.

Norwegians appel kommer i forlængelse af, at finansminister Nicolai Wammen tidligere i dag udsendte en pressemeddelelse, hvori det fastslås, at den danske og svenske regering i fællesskab har »besluttet hver især at stille garantier for SAS for 1,5 mia. svenske kroner svarende til i alt 3 mia. svenske kroner.

Garantierne skal understøtte SAS’ håndtering af de mest akutte økonomiske konsekvenser som følge af COVID19-krisen, fremgår det.

Nicolai Wammen udtaler, at:

»Der er tale om et første skridt, og den danske stat vil som en langsigtet og ansvarlig medejer af SAS følge udviklingen tæt og gøre, hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen og fortsat vil være operationel herefter.«

Norwegian håber nu på en lignende håndsrækning:

»Vi er glade for de tiltag, som politikerne har gjort indtil nu for at afbøde de negative konsekvenser af coronavirussen, og vi håber, at der hurtigt kommer tilsvarende tiltag for Norwegian i form af en kreditfacilitet,« siger Jacob Schram.

I takt med at flere lande den de seneste dage har lukket grænserne eller indført rejserestriktioner, er flyselskaber over hele kloden kastet ud i en historisk krise. Selskaber som SAS og Norwegian har hjemsendt henholdsvis 10.000 og 7.300 medarbejdere og aflyst størstedelen af deres flyvninger. Kloden over står tusindvis af fly parkeret på jorden, og store selskaber som British Airways og Easyjet har på få uger mistet 60 pct. af deres markedsværdi.

Norwegian var allerede økonomisk trængt, inden den aktuelle knockout til hele branchen, og selskabets aktiekurs er i år faldet over 80 pct. Rygter om, at den norske stat overvejer at købe aktier i selskabet, fik dog kursen til at stige tirsdag. Norwegian havde 36 mio. rejsende i 2019.

BRANCHENYT
Læs også