Erhverv

Aller Media har fundet sin nye topchef

Aller Media A/S udnævner Charlotte Riparbelli som ny adm. direktør. Hun har siden den 20. januar fungeret som konstitueret adm. direktør.

Aller Media A/S ved Bryggebroen.
 Arkivfoto

Aller Media har nu udpeget sin nye adm. direktør.

Det bliver Charlotte Riparbelli, der tiltræder stillingen som adm. direktør i Nordens førende udgiver af magasiner og ugeblade, efter at den tidligere Aller-topchef Lars Sander Matjeka stoppede med øjeblikkelig virkning i slutningen af januar måned.

Det oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.

Charlotte Riparbelli kender da også allerede selskabet, da hun siden den 20. januar har fungeret som konstitueret adm. direktør.

Hun ved, derfor hvilken opgave, der venter hende.

»Det er ingen hemmelighed, at vi i det seneste regnskabsår kom ud med et utilfredsstillende resultat, og det skal vi naturligvis forbedre. Det er en proces, som kræver tid, og hvor vi som forretning skal formå at udvikle og optimere på samme tid. Det er vi i gang med, og det gør vi bl.a. ved at skabe helt nye måder at arbejde på, som reorganiseringen af vores redaktioner er helt et konkret eksempel på,« siger den nye topchef i pressemeddelelsen.

Årsregnskabet i januar aflørede, at selskabet havde haft et hårdt år, mens udviklingen for hele Aller-koncernen, der også dækker aktiviteter i Sverige, Norge og Finland, blev kaldt tilfredsstillende.

Omsætningen steg med 222 mio. kr. til knap 4,8 mia. kr. og samtidig endte resultatet efter skat på 77 mio. kr. Overskuddet er dog lavere end i de to foregående år.

Bestyrelsesformand i Aller Media, Bettina Aller, kalder Charlotte Riparbelli "den ønskede kandidat til at stå i spidsen".

»Vi er sikre på, at vi med Charlotte i spidsen for vores stærke og dygtige ledere og medarbejdere har den rette til at udvikle og drive Aller fremad,« siger Bettina Aller, bestyrelsesformand i Aller Media A/S, og fortsætter:

»Charlotte Riparbelli har et indgående kendskab til vores forretning og har været helt central i omstillingen af vores forretning. Bl.a. med gennemførelsen af en helt ny struktur og organisering af udgiverenheden, der har bidraget til en højere fleksibilitet og effektivitet i vores indholdsproduktion. Det er denne indsigt, visioner og kvalifikationer, der skal bidrage til at tage Aller videre,« lyder det fra formanden i meddelelsen.

BRANCHENYT
Læs også