GM undersøger om bilfabrikker kan producere medicinsk udstyr i stedet
General Motors overvejer om virksomheden kan omstille produktionen til udstyr der kan hjælpe i bekæmpelsen af coronavirus.
Den store amerikanske bilfabrik General Motors er gået i gang med at undersøge, om den kan omstille dele af sin produktionen til at producere medicinsk udstyr i stedet for biler.
Det kunne eksempelvis være ventilatorer og andet udstyr som man mangler i den amerikanske sundhedssektor i forsøget på at komme coronavirus til livs, skriver CNBC.
Det er GM’s topchef Mary Barra, der har holdt samtaler med Trump-administrationen i forbindelse med, at bilfabrikken har besluttet at sætte sin produktion af biler på stand-by.
»Mary Barra oplyste, at GM arbejder på at finde løsninger for USA i denne svære tid og har tilbudt at hjælpe, og vi studerer allerede, hvordan vi potentielt kan støtte produktion af medicinsk udstyr som ventilatorer,« lyder det ifølge en erklæring fra GM.
Der bliver ikke tale om, at man udskifter de værktøjer på samlebåndene som bruges til fremstilling af biler. Derimod ville GM tilbyde plads i sine fabrikker til eventuelt at starte en produktion af udstyr, som sundhedssektoren efterspørger.
GM har tidligere meddelt, at man stoppede produktionen på sine fabrikker i USA mindst frem til den 30. marts.
Staten New York har tidligere efterlyst blandt andet ventilatorer som man kommer til at mangle, når coronaudbruddet forventes at toppe omkring 45 dage fra nu.
New York har 3000 senge på sine intensivafdelinger (ICU) med det rette udstyr, men forventer at få behov for 37.000 senge.

