Danske madproducenter skruer op for produktionen under krisen
Mens salget til restauranter og kantiner står stort set stille, har de danske fødevarefabrikker omstillet produktionen til øget salg i de danske supermarkeder og discountbutikker under coronakrisen.
Flere af de danske fødevareproducenter holder høj fart i - eller ligefrem øger - produktionen for at levere mad til danskerne i disse dage. Samtidig sker der en omlægning i takt med, at mange danskere nu arbejder hjemme, og derfor ikke indtager frokost eller andre måltider i kantinen.
Efter der for en uge siden var optræk til hamstring i de danske dagligvarebutikker, lyder meldingen, at tingene der er mere normaliseret, og forsyningerne fra leverandørerne strømmer ind. Det gælder eksempelvis leverpostej.
»Vores salg til supermarkeder er steget med 20-30 pct. siden, coronakrisen blev alvor i landet i den forgange uge. Det skyldes i første omgang storindkøb i butikkerne - men nu især ændrede spisevaner. Skoler er lukket, så børn og unge er hjemme, og de voksne er også sendt hjem fra arbejde, mens restauranter er lukkede. Det øger vores salg,« siger adm. direktør Kristian Kornerup Jensen hos leverpostejproducenten Stryhns A/S.
Også hos de danske industribagerier er der høj fart i produktionen for at levere til supermarkeder og butikker.
»Vi har skåret ned i sortimentet for at øge produktionen af de brødvarianter, som der sælges mest af. Produktionen er udvidet mest muligt på vores fabrikker i den aktuelle situation, og vi følger godt med efterspørgslen,« siger kommunikationsdirektør Tine Greve, Lantmännen Unibake, som her i landet omfatter Schulstad og Hatting.
Erhvervsorganisationen DI Fødevarer melder generelt om et højt aktivitetsniveau lige nu hos en del af medlemsvirksomhederne. Især udløst af en kostomlægning i de seneste dage.
»Kantinemaden er erstattet af en rugbrødsmad med leverpostej eller andet i den stil. Den omlægning er producenterne også stillet ind på med en forøgelse af produktionen inden for netop en række produkter,« fortæller branchedirektør Leif Nielsen.
Mens salget til dagligvaresektoren vokser i denne tid, er der andre dele af fødevaresektoren hårdt ramt af netop lukning af restauranter, hoteller og kantiner.
»Der er klart selskaber, som har det svært, da de har været vant til at levere al deres produktion af fødevarer til f.eks. restauranter, flycatering eller hoteller,« siger Leif Nielsen, DI Fødevarer.
Hos Stryhns kan den adm. direktør også melde, at salget til hele foodservicesektoren er gået i stå.
»Vi taber selvfølgelig salg til den sektor. Aktuelt er vi 100 pct. fokuseret på forsyningssikkerheden til dagligvarebranchen. I den omstilling har alle medarbejder vist korpsånd, og vi har indtil nu kunnet følge med efterspørgslen. De seneste uger har vi arbejdet for at sikre os kritiske råvarer. Indtil nu går det helt, som det skal - også over landegrænserne - med at få forsyninger ind af alt fra emballage til andet,« siger Kristian Kornerup Jensen, Stryhns.
Kantinemaden er erstattet af en rugbrødsmad med leverpostej eller andet i den stil.
Fra den danske slagterigigant Danish Crown, som afsætter kød i hele verden, meldes på samme måde om et hurtigt, stort skifte i forbruget – også her i landet. Afsætningen til dagligvarehandel holder kødmarkedet i fart, mens foodservice er stort set lukket ned.
Slagterikoncernen arbejder intenst med planer for at kunne holde høj fart i produktionen, I det tilfælde at mange medarbejdere bliver syge, eller udenlandske ansatte på anlæggene her i landet vil vælge at tage hjem i den nuværende situation.
»Alle har fokus på forsyningen til supermarkederne, så der er en høj grad af fleksibilitet blandt vores kunder i øjeblikket. Mange af dem er også nervøse, så derfor er det vigtigt at kunne fortælle dem, hvad vi gør og kan gøre for at opretholde produktionen. Lige nu er den største udfordring de forsinkelser, der er ved nogle grænser. Men det accepterer vores kunder i den her situation, for de kender forklaringen,« udtaler global salgsdirektør Lars Albertsen, Danish Crown, i en meddelelse om situationen.