Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Coronavirussen sætter stopper for ikonisk magasin

Efter at være udkommet i 66 år, bliver dette forårs udgave af Playboy Magazine i trykt format det sidste nogensinde i USA. Udbruddet af coronavirus har fremskyndet beslutningen mod at blive 100 pct. digital.

Corona rammer verden
Efter 66 år er det slut med Playboy som trykt magasin. Foto: Jim Watson/AFP Playboy havde Marilyn Monroe på forsiden af den allerførste udgave. Grundlæggeren Hugh Hefner, der døde i 2017, ligger begravet ved siden af hende på Westwood Village Memorial Park-kirkegården i Los Angeles. Foto: Frederic J. Brown/AFP

Når Playboy udkommer i denne uge, bliver det sidste gang, at det kan købes som trykt magasin.

»I løbet af den sidste uge, hvor udbruddet af coronavirus er blevet en større og større stopklods for både indholdsproduktion og forsyningskæder, er vi blevet tvunget til at fremskynde en intern diskussion omkring, hvordan vi bedst muligt transformerer i retning mod det, forbrugerne ønsker i dag,« skrev Ben Kohn, der er direktør for Playboy-koncernen, onsdag i et åbent brev til medarbejdere og forretningspartnere.

Derfor bliver dette forårs udgave af Playboy den sidste, der kommer til at stå på bladkioskernes hylder i USA.

»Vi er stolte af vores moderniserede printmagasin, men det er ingen hemmelighed, at folks medievaner har været under forandring i noget tid. Mens millioner har glæde af de artikler og billeder, vi bringer i digital form, er det kun et fragment af vores trofaste kunder, der får det trykte indhold i hænderne,« skriver Ben Kohn.

Det forlyder, at magasinet fremover helt igennem vil blive udgivet digitalt. Der vil dog stadig udkomme trykt materiale fra Playboy, men det bliver f.eks. specialudgaver og lejlighedsvise udgivelser.

»Vi begyndte på tryk, og det vil altid være en del af det, vi er,« skriver Ben Kohn.

Playboy blev grundlagt i 1953 af Hugh Hefner, der døde 91 år gammel i 2017. På omslagets af den første udgave var der et billede af Marilyn Monroe. Magasinets storhedstid var fra sidst i 1950’erne til starten af 1970’erne, hvor det månedlige oplag nåede over 7 mio. eksemplarer.

Siden gik det tilbage. Undervejs gik det fra at være et månedsmagasin til at udkomme hvert kvartal for at holde omkostningerne nede. I 2015 var oplagstallet under 1 mio., og her besluttede man desuden at stoppe med at vise helnøgne kvinder i håbet om at appellere til en større læserskare. Det lykkedes dog ikke.

I dag er Playboy transformeret og forretningsområdet bredt ud, så de ud over at tilbyde digitalt indhold i form af artikler, billeder og video, bl.a. også sælger smykker, kondomer og parfume med det ikoniske kaninhoved som omdrejningspunkt. På verdensplan er den årlige omsætning omkring 3 mia. dollars.

»I løbet af de sidste 66 år er vi blevet så meget mere end bare et magasin, og nogle gange skal man slippe fortiden for at skabe plads til fremtiden,« slutter Playboy-direktøren.

BRANCHENYT
Læs også