Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Volvo sender 45.000 ansatte hjem i Sverige

Volvos bilfabrikker følger nu den efterhånden lange række af bilproducenter, som har lukket samlebåndene ned for at forhindre spredning af coronavirus.

Corona rammer verden
Volvo suspenderer bilproduktionen i Sverige og USA. Arkivfoto: Arnd Wiegmann/Reuters

Volvos svenske fabrikker i Torslanda, Skövde og Olofström samt den i South Carolina i USA lukker ned i perioden mellem 26. marts og 14. april, lyder det fra adm. direktør for Volvo Cars, Håkan Samuelsson.

Det skriver det svenske publicservicemedie SR, Sveriges Radio.

Produktionen på fabrikken i den belgiske by Ghent er allerede sat på pause.

Til gengæld er produktionen siden begyndelsen af marts igen oppe at køre i Kina, efter coronasmitten er kommet under en vis kontrol.

»Med hjælp fra et værdifuldt støtteprogram, som er kommet på plads via regeringen og myndigheder, har vi kunnet handle hurtigt,« siger Håkan Samuelsson i en kommentar.

Volvo følger dermed bl.a. Ford, General Motors, Fiat Chrysler og Nissan, der alle i går udsendte meldinger om midlertidige suspenderinger indtil i hvert fald slutningen af denne måned.

Volvo Cars lukning rammer totalt omkring 25.000 ansatte.

»Alle, der arbejder i produktionen er 100 pct. sendt hjem. Og alle kontoransatte og i administrative positioner skal arbejde hjemmefra i størst mulig udstrækning og får nedsat arbejdstiden med 40 pct. i første omgang,« siger Håkan Samuelsson.

To timer efter meddelelsen fra Volvo Cars, kom så beskeden fra AB Volvo, der laver lastbiler og dele til andre køretøjer, at de også suspenderer produktionen på fabrikken i Tuve udenfor Gøteborg, hvilket medfører, at yderligere 20.000 medarbejdere bliver sendt hjem på ubestemt tid fra og med næste uge.

Den svenske lastbilsproducent Scania stopper ligeledes op fra næste uge. Her bliver 9.000 medarbejdere berørt.

Vurderingen er desuden, at produktionspausen hos Volvo indirekte kommer til at påvirke mindst 50.000 beskæftigede i brancher, der fungerer som underleverandører til Volvos produktion.

Hvad pausen på Volvos fabrikker kommer til at betyde er endnu uvist.

»Vores primære hensyn er vores ansattes helbred og firmaets fremtid,« udtaler Håkan Samuelsson til nyhedsbureauet Reuters og tilføjer:

»I forhold til den økonomiske situation bliver vi nødt til at være drastiske i stedet for at tage nogle halvhjertede forholdsregler fra dag til dag, der bare er med til at trække situationen i langdrag.«

Ifølge direktøren for Volvo Cars kommer den første økonomiske indikator på konsekvenserne af nedlukningen, når opgørelsen over indtjeningen i årets første seks måneder ligger klar.

Og resultatet handler meget om, hvor gode de forskellige lande er til at inddæmme udbredelsen af coronavirus, hvor opfordringen fra Håkan Samuelsson lyder, at landene skal prøve at synkronisere indsatsen bedre.

BRANCHENYT
Læs også