Summerbird har fyret eller hjemsendt halvdelen af de ansatte
Summerbird har midlertidigt lukket alle sine butikker landet over og enten opsagt eller hjemsendt halvdelen af sine medarbejdere.
Ledighedskøen i Danmark vokser som måske aldrig før.
Blandt de ledige finder man nu 14 ansatte fra den kendte chokoladeproducent Summerbird, der har valgt at fyre 14 personer fra virksomheden. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Samtidig har Summerbird hjemsendt 48 ansatte fra produktionen i op til seks måneder efter force majeure-bestemmelsen i Industriens overenskomst, som betyder, at virksomheden kan hjemsende medarbejdere uden løn fra dag 1. Til gengæld kan medarbejderne så være berettiget til dagpenge fra den dag.
»De er ikke opsagt og kan vende tilbage til deres arbejde, når verden bliver normal igen,« skriver Mikael Grønlykke, direktør i og stifter af Summerbird, i en besked til Fyens Stiftstidende.
Summerbird beskæftigede før coronakrisen til dagligt omkring 100 ansatte. Men nu er over halvdelen af de ansatte enten fyret eller hjemsendt.
Udover fyringer og hjemsendelserne har Summerbird midlertidigt valgt at lukke 12 ud af sine 13 danske butikker. Kun butikken i Københavns Lufthavn har ifølge hjemmesiden fortsat åbent.
Summerbird har gennem en lang årrække haft pæne millionoverskud. Senest 3,7 mio. kr. i 2018, hvor egenkapitalen var på knap 36 mio. kr.
