Iata: Luftfartsbranchens indtægter vil falde med 44 pct. i år
Den internationale luftfartsorganisation, Iata, anslår, at luftfartsselskabernes indtægter i år vil falde med 250 mia. dollar, hvilket er 44 pct. lavere end sidste år.
Det skriver Reuters.
Det er coronaudbruddet, der rammer luftfartsbranchen, hvor de fleste lande efterhånden har lukket grænser og dermed også for store dele af flytrafikken.
Samtidig opfordres landenes regeringer til at fremskynde hjælpepakker til branchen.
- Vi har helt klart brug for massiv handling - og det skal være meget hurtigt, siger Alexandre de Juniac, generaldirektør for Iata, ifølge Reuters.
Luftfartsselskaber over hele verden har sat størstedelen af deres fly på jorden i forbindelse med de rejsebegrænsninger, der skal være med til at bremse spredningen af epidemien. Resultatet har været et enormt pres på flyselskabernes likviditet, og op mod halvdelen af dem står over for mulig konkurs i de kommende uger, hvis der ikke gøres noget for at støtte industrien, lyder det fra Iata.
- Vi har en likviditetskrise, der kun vil vokse, når der ikke er indtægter og omkostninger stadig er der, siger Alexandre de Juniac.
Iata, der repræsenterer omkring 280 luftfartsselskaber, påpeger også, at en dyb recession kan forsinke en bedring i branchen.

