Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dømt svindler går i offensiven under coronakrisen: »Jeg forsøger bare at overleve som alle andre«

Berlingske kalder det en fejl, at en dømt svindler fik lov at indrykke en annonce rettet mod kriseramte virksomheder.

Corona rammer verden
Per Ulrich Karpf har i årevis iscenesat sig som jetsetter og fortæller åbent om sin fortid som dømt svindler. »Jeg er kontroversiel, og jeg kan lige så godt køre det brand, at "I don't give a fuck"«, siger han.

Den dømte svindler Per Ulrich Karpf er gået i offensiven for at få nye kunder under coronakrisen.

Onsdag har han indrykket en helsidesannonce i Berlingske bl.a. med teksten: »Fosser pengene ud af din virksomhed lige nu? Så står jeg og mit callcenter klar til at hjælpe dig igennem den krise, vi står i netop nu!«

Han tilbyder telemarketing-salg og salgstræning og gør selv opmærksom på sin kontroversielle fortid:

»Du har måske hørt om mig i medierne, hvor nye historier florerer fra tid til anden,« skriver han.

Per Ulrich Karpf er dømt for svindel flere gange, og blev senest idømt fem års fængsel for bedrageri i 2015. Dommen indeholdt en reststraf på to år fra en tidligere dom, og da han blev dømt i byretten, konstaterede dommeren:

»14 dage efter at du er ude, så går du i gang igen.«

Per Ulrich Karpf fortæller, at han forgæves har forsøgt at indrykke annoncen i flere medier, men kun Berlingske gik med til at bringe den.

»Jeg bliver sgu lidt krænket, når jeg ikke engang kan få lov til at sætte en annonce i avisen. Så kan man spørge: Er det lige som gullaschbaronerne, der forsøgte at tjene penge i en forfærdelig tid? Jeg forsøger bare at overleve som alle andre,« siger han.

Han fortæller, at han driver et callcenter med 10 freelance-sælgere, og at coronakrisen er det perfekte tidspunkt at tilbyde sin assistance til virksomheder med svigtende salg.

Rigtig mange mennesker arbejder hjemme, og derfor er det oplagt at ringe folk op med tilbud på forsikringer og bogklubabonnementer, fortæller Per Ulrich Karpf, der ikke vil oplyse om sine kunder.

»Mange af dem vil ikke sættes i forbindelse med mig, så derfor er der blevet lavet noget kontraktmæssigt, så jeg ikke må sige, hvem de er,« siger han.

Senest optrådte Per Ulrich Karpf i en dokumenter på DR, hvor han tilbød ejere af nødlidende virksomheder at flytte aktiver over i et nyt selskab og parkere gælden i det gamle selskab med en stråmandsdirektør.

Og hos Kammeradvokaten er han en kendt figur, fortæller konkursadvokat Boris Frederiksen.

»Jeg synes, det er rigtig trist, hvis man har en i øvrigt fornuftig virksomhed, som har fået økonomiske problemer, og banker på døren hos noget der er relateret til Per Ulrich Karpf, når man tænker på den historik, som manden har,« siger Boris Frederiksen.

Per Ulrich Karpf har ingenting til overs for udsagnet. Han siger, at han synes, det er dejligt, at Boris Frederiksen interesserer sig for, hvad han laver.

Han afviser, at han er ude på at lave numre. I annoncen hedder det, at kunderne får pengene tilbage, hvis han ikke skaffer de forventede salgsresultater.

»Du må lave en tiplinje, så folk kan ringe til dig, hvis de ikke får pengene tilbage,« siger han.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kalder det i en e-mail en fejl, at annoncen blev bragt, og at yderligere publicering af den derfor er stoppet.

Han tilføjer desuden, at der »er etableret en skærpet opmærksomhed i forhold til eventuelle andre annoncer, der særligt i forbindelse med coronakrisen kan være problematiske.«

BRANCHENYT
Læs også