Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bestseller vil ikke betale husleje for over 200 butikker

Danmarks største modevirksomhed har fyret 750 medarbejdere og sendt 2.400 hjem. Nu må hundredvis af udlejere kigge langt efter deres husleje.

Corona rammer verden
Anders Holch Povlsen er ejer af og adm. direktør for Bestseller-koncernen. Foto: Joachim Ladefoged.

Den danske modekoncern Bestseller, der er ejet af mangemilliardæren Anders Holch Povlsen, er i så store økonomiske vanskeligheder, at selskabet nu ikke vil betale husleje fra den 1. april til adskillige udlejere.

Det fremgår af et brev, som Bestseller har sendt til udlejerne af firmaets over 200 butikker i Danmark, og som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Dermed må over 200 butiksejere se langt efter huslejen for april.

I brevet, som er underskrevet af Bestsellers finansdirektør Thomas Børglum Jensen, fremgår det, at tøjkoncernen har set sig »nødsaget til at standse huslejebetalingerne foreløbigt.«

»Vi vil presse på for, at de pågældende midler udbetales til jer hurtigst muligt. Ordinær betaling af husleje genoptages, når situationen har normaliseret sig, og vi har mulighed for normal drift i vores butikker,« står der i brevet, ifølge Ekstra Bladet.

I en skriftlig udtalelse siger finansdirektør Thomas Børglum Jensen, at nedlukningen af det meste af detailhandlen rundt om i verden giver »meget store vanskeligheder økonomisk.«

»Da hjælpepakker i forhold huslejebetaling og faste udgifter endnu ikke er implementeret, ønsker vi en dialog med vores udlejere om betalingen i den kommende periode,« skriver han til Ekstra Bladet.

Coronakrisen kaldes netop i modebranchen for ”den perfekte storm”. Flere faktorer på helt samme tid skaber et stort hul i kassen hos mange virksomheder - og en akut mangel på likviditet.

Bestsellers ejer og adm. direktør Anders Holch Povlsen fastslog forleden over for Finans, at hans tøjvirksomhed skal skaffe 100 mio. kr. dagligt for at holde selskabet kørende. Det kan svare til en månedlig omkostningsbase på 2,5-3 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også