Erhverv

Virksomheders regning for at klimaforurene rasler ned

Prisen for at forurene med CO2 er på få uger dykket til det laveste niveau i to år. Skidt for den grønne omstilling, lyder det fra Dansk Energi.

Coronakrisen har fået mange virksomheder til at drosle ned, og det sætter nu EU's kvotemarked, der er krumtappen i EU's klimaindsats, under pres. Arkivfoto: Thomas Borberg.

Prisen på CO2-kvoter er raslet ned i takt med, at coronakrisen har sendt store dele af EU’s erhvervsliv til tælling.

For en måned siden var prisen for at udlede et ton CO2 omkring 26 euro svarende til 194 kr. Fredag lukkede handlen med CO2-kvoter i godt 129 kr.

CO2-kvoterne er hjørnestenen i EU’s klimapolitik. Derfor er en faldende kvotepris skidt nyt for klimaet.

»Det er et tilbageslag for den grønne omstilling, når det bliver billigere at udlede CO2,« siger Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi, og fortsætter:

»Billige kvoter gør det sværere for vindmøller og solceller at presse kul ud af Europas kraftværker og udskyder det punkt, hvor de grønne energiprojekter kommer af sig selv uden støtte,« siger hun.

Den nuværende kvotepris er ikke set lavere siden juni 2018, og dermed har coronakrisen på mindre end en måned sparket hele EU’s klimaindsats to år tilbage.

Bedre bliver det ikke af, at de faldende kvotepriser kommer på et tidspunkt, hvor EU’s kvotesystem ellers for alvor var ved at vise sit værd som et effektivt klimavåben.

Flere politiske indgreb, der bl.a. har fjernet et stort overskud af CO2-kvoter, har de senere år formået at få et ellers skrantende kvotesystem tilbage på klimasporet, fordi indgrebene har pustet til kvoteprisen.

I klimasammenhæng er det godt nyt, fordi en høj CO2-pris vil gøre det markant dyrere at fyre med kul og naturgas, og dermed vil dyre kvoter bane vejen for, at EU kan levere de CO2-reduktioner, som de 27 medlemslande har forpligtet sig til internationalt.

De faldende kvotepriser er bl.a. udløst af, at elforbruget i Europa har taget et markant dyk i takt med, at mange virksomheder har lukket ned og afskediget eller sendt deres ansatte hjem.

Udviklingen har også ramt Danmark.

Trefor El-Net, der står for elleverancerne i trekantsområdet, har ifølge Danske Energi oplevet et fald i elforbruget de seneste tre uger på 25 pct., efter at mange virksomheder har droslet ned, og regeringen har lukket alle skoler og institutioner.

BRANCHENYT
Læs også