Erhverv

Dagligvaregiganter har ansat 50.000 nye medarbejdere

Dagligvaregiganterne Walmart og Kroger forsøger at følge med den voldsomme efterspørgsel på dåsemad og toiletpapir.

Walmart mærker en stigende efterspørgsel på dagligvarer under coronakrisen, og derfor vil virksomheden ansætte flere tusinde nye medarbejdere over den næste periode. Foto: Walmart/Press.

Selvom store dele af detailhandlen bløder som følge af nedlukninger på grund af den globale coronakrise, er der godt gang i salget hos dagligvarebutikkerne.

Det kan mærkes hos de to amerikanske dagligvaregiganter Walmart og Kroger, som siden krisens start tilsammen har hyret 48.500 nye medarbejdere - og planlægger at ansætte mange flere.

Det skriver CNBC.

Den øgede efterspørgsel skyldes blandt andet, at amerikanerne køber mere toiletpapir, pasta og dåsemad.

Kroger, som ejer bl.a. ejer købmandskæderne Fred Meyer og Harris Teeter, har hyret over 23.500 nye medarbejdere indtil videre, og virksomheden planlægger at ansætte yderligere 20.000 medarbejdere for at følge med den stigende efterspørgsel på dagligvarer.

Walmart har hyret ca. 25.000 medarbejdere på under en uge, og her planlægger man i alt at ansætte 150.000 deltids- og fultidsmedarbejdere før slutningen af maj.

Af stillinger er der både tale om positioner i butikkerne og i distributionscentrene, og selvom stillingerne først er midlertidige, kan de senere blive permanente, lyder det fra Walmart.

Begge kæder oplyser ifølge CNBC, at de har modtaget adskillige ansøgninger fra personer, der har mistet deres job under krisen.

Derfor har kæderne fremskyndet ansættelsesprocesserne - og Walmart opfordrer folk til at søge online eller alternativt »blot sende en SMS«, hvis man vil have job hurtigt.

Ifølge Walmarts hjemmeside har virksomheden i alt 2,2 mio. ansatte på verdensplan.

BRANCHENYT
Læs også