Easyjet parkerer alle sine fly - aktien dykker tæt på 10 pct.
EasyJets fly parkeres på jorden på ubestemt tid. Kabinepersonale sendes hjem og får 80 procent i løn.
Lavprisflyselskabet Easyjet holder fra dags dato alle sine fly på jorden.
Det skriver Bloomberg News.
Det skyldes de rejserestriktioner, mange lande har indført for at inddæmme spredningen af coronavirus, der siden december har spredt sig fra Kina til resten af verden.
Selskabet vil dog fortsat arbejde sammen med regeringer om at borgere, der er strandet i udlandet, hjem, hvis det er nødvendigt, og der er forespørgsler efter det.
På nuværende tidspunkt ved Easyjet ikke, hvornår flyene kan komme i luften igen. Det afhænger af efterspørgslen fra kunderne samt udsigterne for rejserestriktionerne.
Parkeringen af flyene "fjerner signifikant omkostninger," lyder det fra selskabet.
Selskabets kabineansatte vil modtage 80 pct. af deres løn med hjælp fra et støtteprogram i Storbritannien, hvor Easyjet hører hjemme.
Det slås ydermere fast, at selskabet har en stærk balance - blandt andet har selskabet ikke gæld, der udløber før slutningen af 2022.
Selskabet leder dog alligevel efter måder, hvorpå adgangen til kapital kan styrkes:
- Vi er i forhandlinger med likviditetsudbydere, som anerkender styrken i vores balance og forretningsmodel, lyder det fra Easyjet.
Aktien falder mandag formiddag 9,5 pct. til 538,60 pence og er faldet omkring 62 pct. siden årsskiftet.
Mandagens kursfald kommer i et generelt negativt marked, hvor det ledende britiske indeks, FTSE 100, falder 2,8 pct.
Hele luftfartssektoren er blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, der først betød aflysninger i Kina, men som siden er blevet til udvidet til stort set at gælde hele vejen, efter at virusset har spredt sig.


