Siemens Gamesa får første ordre på mølle med 170 meter rotor
Siemens Gamesa har fået sin første ordre på sin gigantiske landmølle med en 170-meter rotor.
Aftalen er indgået med den danske udvikler Eurowind Energy, som skal have leveret otte møller af typen SG 5.8-170 til projektet Knöstad ved Karlstad i Sverige.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
- Denne milepælsordre markerer debuten for landmøllen med den største rotor i industrien, som er i stand til at indfange mere vind på medium- og lavvinds-sites.
- Derudover vil møllerne drives med en kapacitet på op til 6,2 MW, hvilket resulterer i en rekordhøj årlig energiproduktion, skriver Siemens Gamesa, der også har sikret sig en 25-årig serviceaftale på møllerne.
Det er det andet projekt i Sverige, der kommer til at blive opført med møller fra Siemens Gamesas 5.X-platform. I december fik selskabet således en kontrakt fra Arise AB og Foresight på møller til projektet Skaftåsen, som opføres med 35 møller af typen SG 5.8-155.

