Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

International dansk topchef er havnet i en shitstorm

På trods af rekordregnskab vil den tyske Adidas-koncern med danskeren Kasper Rørsted i spidsen ikke betale husleje for sine tyske lejemål under coronakrisen. Det har medført kraftig kritik.

Corona rammer verden
Kasper Rørsted blev i 2016 udnævnt til adm. direktør i beklædningskoncernen Adidas. Han er uddannet fra Harvard Business School. Arkivfoto: Michaela Rehle/Scanpix Bl.a. i Berlin holder Adidas lukket under udbruddet af coronavirus. Foto: Odd Andersen/AFP

Siden 2016 har Kasper Rørsted været øverste chef for den tyske sportsgigant Adidas, hvor han igen og igen har formået at fremvise vækst og større markedsandele. Senest for 14 dage siden, da han fremlagde det bedste regnskab i selskabets historie.

Men 14 dage er lang tid her midt i coronaudbruddet, og nu er den danske topchef for Adidas havnet i en tysk shitstorm.

Det skriver det tyske erhvervsmedie Handelsblatt.

For selv om Adidas ikke er den eneste tyske virksomhed, der som en konsekvens af coronavirussens følgevirkninger i form butiksnedlukninger netop har sat huslejen for sine tyske detailbutikker i bero med henblik på at mindske de økonomiske tab, så er det Adidas, der lige nu får den tyske befolknings vrede og forargelse at føle.

Her rammer rekordregnskabet som en boomerang.

På Twitter lød det bl.a.: »Jeg har altid troet, at virksomhedsledere også havde et socialt ansvar. Med sådan en »wild west-kapitalisme« bliver virksomheder gjort til fjendebilleder. Skrækkeligt.«

Over weekenden var der desuden opfordringer til at boykotte Adidas.

»Som global koncern med milliardoverskud er det lurvet at bruge en beskyttelse beregnet på lejere i eksistensnød. Jeg køber ikke længere noget fra Adidas,« skrev Katarina Barley, medlem af Europa-Parlamentet for de tyske socialdemokrater, på Twitter.

Fra den tyske regering lød det fra minister Christine Lambrecht med ansvar for forbrugerbeskyttelse, at når finansstærke firmaer bare sådan undlader at betale leje, er det uanstændigt og uacceptabelt, og at der ikke er noget grundlag for det i de hjælpepakker, som er lavet for at hjælpe erhvervslivet gennem coronakrisen.

Den tyske arbejds- og socialminister Hubertus Heil supplerede:

»Adidas’ adfærd er uansvarlig. I krisen må vi stå sammen, og ingen har lov til at dukke sig.«

Umiddelbart drejer den manglende huslejebetaling sig ikke om frie midler i Adidas.

Ved årsskiftet blev kassebeholdningen gjort op til 900 mio. euro. Penge, som Adidas dengang ville give i udbytte til aktieejerne. Og den finansielle ledelse i Adidas bekendtgjorde desuden for tre uger siden tilbagekøb af aktier for 1 mia. euro.

Men siden da er situationen ifølge Kasper Rørsted vendt dramatisk på hovedet, hvor det kun er i landene Kina, Sydkorea og Japan, at forretningen endnu delvist kører. I Europa, Nordamerika, Latinamerika samt mange andre lande og dele af Asien er Adidas-butikkerne lukkede, skriver Handelsblatt.

I Tyskland drejer lejepausen sig om de 26 egne Adidas-butikker. Ifølge Adidas er det bare ét blandt flere tiltag for at beskytte koncernen og de 60.000 medarbejdere. Adidas har i alt 2.500 forretninger i hele verden.

Ledelsen i Adidas har selv indvilget i at halvere sin løn, mens krisen står på. For Kasper Rørsteds vedkommende drejer det sig om et afkald på knap 600.000 kr. om måneden.

BRANCHENYT
Læs også