Erhverv

Modekæmpe i markant nedjustering - stryger forventningerne til 2020

Ligesom resten af modebranchen er Zalando hårdt ramt af corona-udbruddet. Nu nedjusterer selskabet markant i første kvartal og stryger samtidig forventningerne til årets regnskab.

Zalando er ligesom resten af modebranchen ramt på bundlinjen, efter flere europæiske lande er lukket ned for at undgå spredningen af coronavirus. Foto: Hannibal Hanschke/Ritzau Scanpix

Europas største online modebutik Zalando er ramt af et dalende salg, efter coronavirus har lukket kontinentet ned, og selskabet styrer nu mod et kvartal, som er markant under analytikernes forventninger.

Det skriver Zalando i en meddelelse til sine investorer.

Før virusudbruddet forventede Zalando i første kvartal en vækst på 19 pct. i omsætningen og et negativt resultat af primært drift på 28 mio. euro, hvilket svarer til 209 mio. kr. Men de tal har det tyske selskab nu strøget sammen med forventningerne til det samlede regnskabsår 2020.

»Baseret på den aktuelle situation antager virksomheden, at den offentliggjorte prognose ikke kan opnås. Bestyrelsen vil give en ny prognose, så snart corona-pandemiens retning kan estimeres mere pålideligt,« skriver Zalando i meddelelsen.

Bestyrelsen skriver desuden, at selskabet er stærkt påvirket af de europæiske landes nedlukning, da forbrugerne tilpasser deres adfærd til den nye situation, hvilket igen sætter sit præg på bundlinjen.

»På dette grundlag har vi truffet foranstaltninger for at tilpasse vores kommercielle styring, vores udgifter og investeringsaktiviteter samt vores økonomiske plan for året til de nye omstændigheder,« står der.

På listen over investorer i Zalando står blandt andre Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som siden februar har måttet se sin investering i selskabet falde 32 pct. i værdi på det tyske aktiemarked.

Ligesom mange andre selskaber rundt om i Europa har Zalando valgt at aflyse sin generalforsamling i maj, mens selskabet regner med at offentliggøre nye forventninger til regnskabsåret i midten af april.

BRANCHENYT
Læs også