Siemens Gamesa får tysk offshore-ordre på 342 MW
Vindmølleproducenten Siemens Gamesa, som er konkurrent til Vestas, har fået en tysk offshore-ordre på 342 MW til vindmølleparken Kaskasi, der er placeret i den tyske del af Nordsøen.
Det skriver Siemens Gamesa, der pointerer, at kunden er Innogy, samt at ordren omfatter en toårig service- og vedligeholdelsesaftale.
Vindmølleparken skal bestå af 38 SG 8.0-167 DD Flex-vindmøller, hvor installationen vil blive påbegyndt i tredje kvartal 2022.
Hver vindmølle vil være i stand til at levere op til 9 MW ved brug af Siemens Gamesa Power Boost-teknologi, og rotordiameteren er på 167 meter ved brug af de 81 meter lange Siemens Gamesa B81 Integral-vinger.
/ritzau/FINANS