Er det o.k., at dagpengemodtagere tjener mere end folk i arbejde?
Et forslag om 25.000 kr. til dagpengemodtagere under coronakrisen er urimeligt, fordi 230.000 i arbejde så vil tjene mindre, mener Cepos. Vrøvl, lyder det fra fagbevægelsen: Vi holder hånden under folks økonomi i en presset tid.
Skal folk på dagpenge tjene mere end folk med et arbejde?
Nej, lyder det fra Cepos, som via tal fra Danmarks Statistik har fundet frem til, at 230.000 danske lønmodtagere tjener 25.000 kr. om måneden eller under.
Det beløb er centralt, fordi Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, som er paraplyorganisation for i alt 1,5 mio. lønmodtagere, har foreslået, at dagpengesatsen de næste par måneder ekstraordinært hæves fra de nuværende knap 19.000 kr. til 25.000 kr.
»Forslaget fra fagbevægelsen viser ikke respekt for de lavtlønnede, der i dag tjener under 25.000 kr. om måneden. Det er ikke rimeligt, at eksempelvis kassemedarbejdere skal arbejde hårdt under coronakrisen og betale skat for, at ledige kan få en indkomst, der er højere end den, de selv har,« mener cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.
Han er bekymret for, at en midlertidig ordning bliver permanent og peger også på, at dagpengemodtagere i forvejen har fået en hjælpende hånd i form af tre måneders forlængelse.
»Jeg er helt uforstående over for at forhøje dagpengesatsen med 30 pct. Det er jo ikke blevet dyrere at være på dagpenge under krisen,« siger han.
Landets største fagforening 3F har længe talt for en permanent forhøjelse af dagpengesatsen, og tidligere på ugen kom Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, så også med et forslag. Princippet med, at man højst kan få 90 pct. af sin løn, gælder stadigt, men grænsen hæves til 25.000 kr.
Og det er helt rimeligt i denne tid, mener formand for FH, Lizette Risgaard.
»Jeg har Mads Lundby Hansen mistænkt for bevidst at misforstå FH’s forslag. Med vores forslag vil ingen få mere i dagpenge, end de tjener i dag. Det er korrekt, at nogle vil modtage et større beløb i dagpenge end dem med de allerlaveste lønindkomster. Men det skyldes jo, at udgangspunktet er en stor lønforskel. Mange oplever i denne helt ekstraordinære situation fra det ene øjeblik til det næste en meget voldsom indkomstnedgang, og det er derfor, at vi foreslår, at de maksimale dagpenge midlertidigt – i en tre måneders periode – hæves til 25.000 kr., så ingen skal gå fra hus og hjem,« siger Lizette Risgaard.