Fortsæt til indhold

Regeringen stiller milliardgaranti til eksportvirksomheder

EKF Danmarks Eksportkredit vil stille garantier for udlån til både danske eksportvirksomheder og deres underleverandører. En hjælp, der ifølge Dansk Industri, er meget tiltrængt.

Arkivfoto
Erhverv

Der er hjælp på vej til de større danske virksomheder, som i øjeblikket kæmper for at få økonomien til at hænge sammen som følge af coronavirus.

Danmarks Eksportkredit, EKF, er nemlig klar til at stille garantier for udlån til både danske eksportvirksomheder, der er ramt af krisen, samt virksomhedernes underleverandører.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

»Rigtig mange danske virksomheder har i øjeblikket problemer. Det gælder både eksportørerne og deres underleverandører. For eksempel fordi de mangler dele fra udlandet til produktionen eller ikke kan få sendt varer afsted til udlandet. Der mangler penge i kassen, men regningerne er der stadig,« siger erhvervsminister Simon Kollerup ifølge pressemeddelelsen.

Ifølge ministeren er det både et problem for virksomhederne og de ansatte, der frygter at miste deres job. Derfor ser han positivt på den nye ordning, som kan give en hjælpende hånd til de danske virksomheder og deres ansatte.

Tilsammen vil den kunne understøtte udlån for cirka 8,5 mia. kr.

Et beløb, der ifølge Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, er meget tiltrængt.

»Vi har enormt mange eksportvirksomheder i Danmark, der er afhængig af at kunne afsætte deres varer på nær- og fjernmarkederne. Det har coronapandemien gjort vanskeligt, og derfor er det utroligt vigtigt, at regeringen nu rækker en hjælpende hånd til dansk eksport,« siger direktøren og fortsætter:

»Danmark er en lille og åben økonomi og vores vækst og velstand er i høj grad afhængig af at vi kan handle med andre lande. Når eksportvirksomhederne lider store tab, som de gør i øjeblikket, så risikerer det at koste arbejdspladser og velfærd. Derfor er det afgørende, at vi gør noget nu.«

Lignende ordninger er allerede tilgængelige for de små og mellemstore virksomheder, idet staten via EKF stiller en garanti på 80 pct. af bankernes nye lån til eksportvirksomheder og deres underleverandører, som har lidt eller forventer at lide et omsætningstab på mindst 30 pct. som følge af spredningen af coronavirus.

Her er der i første omgang afsat 1 mia. kr. i garantiramme, mens der til at begynde med er afsat 5 mia. kr. i garantiramme i den nye ordning til de større virksomheder. Her lyder garantirammen dog på 70 pct.

Den nye ordning lanceres i EKF inden for få dage.

Indtil videre gælder ordningerne frem til 1. oktober 2020.

Artiklens emner
Erhvervsministeriet
Simon Kollerup