Erhverv

Milliardærs flyselskab er gået i betalingsstandsning

Nu skal det forhandle med kreditorer og banker for at afværge en konkurs.

Flyselskabet BRA var bl.a. det første selskab til at melde sin ankomst i
Scandinavian Mountains Airport, en ny bjerg-lufthavn på grænsen mellem Norge og Sverige. Foto: Scandinavian Mountains Airport.

Den norske flyarving og milliardær Per G. Braathen har taget drastiske midler i brug i forsøget på at undgå en konkurs. Det skriver e24.no.

Mandag måtte hans flyselskab BRA (Braathens Regional Airlines) søge om konkursbeskyttelse. Det svarer til det, man herhjemme kender som betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion.

Næsten 600 ansatte i flyselskabet har modtaget et opsigelsesvarsel, og kun et fåtal skal nu møde ind på arbejde.

BRA blev stiftet i 2016 og er - i modsætning til dets ejer - ikke norsk. Det er derimod et af de største regionale flyselskaber i Sverige og har også flere ruter ud i Europa.

Det er coronavirussen, som har skubbet det i forvejen pressede BRA ud over kanten. Flytrafikken er nærmest kollapset, og for få dage siden indstillede selskabet alle sine flyvninger.

Nu skal BRA forhandle med sine kreditorer og banker i håbet om at kunne afværge en konkurs.

Ejer Per G. Braathen er blandt Norges 100 rigeste personer med en anslået formue på 2 mia. kr. Han er vokset op i Braathen-familien, som i 2004 solgte flyselskabet Braathens Safe til SAS. Han var også chef for Saga Solrejser, som var ejet af SAS.

BRANCHENYT
Læs også