Oliepriser falder efter udsættelse af oliemøde
Oliepriserne tager et dyk mandag, efter at mødet mellem Opec-landene - med blandt andet Saudi-Arabien ved forhandlingsbordet - og visse andre oliestater kaldet Opec+ med Rusland i spidsen alligevel ikke bliver afholdt mandag. Mødet er i stedet udsat til torsdag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mandag falder prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, 1,19 dollar til 32,92 dollar. Prisen for en tønde af den amerikansk referenceolie, WTI, falder ligeledes over en dollar til 27,18 dollar.
Ifølge en talsperson for Rusland Dmitry Peskov er mødet kun udsat af tekniske årsager. Han siger, at Rusland er klar til at koordinere olieproduktionen med de andre lande.
Det var efter sigende ellers Rusland, som for en måned siden ikke ville reducere sin olieproduktion, da det blev forslået på det seneste møde for at imødegå en manglende efterspørgsel på olie i verden.
Det fik Saudi-Arabien til at skrue op for landets produktion, hvilket skabte endnu mere mangel på efterspørgsel, i en tid hvor verden i forvejen bruger langt mindre olie end normalt på grund af coronavirusset.
Det har betydet, at oliepriserne på de to referenceolier er faldet fra knap 60 dollar per tønde siden slutningen af februar.
Derfor kan noget tyde på, at Rusland er mere villig til at efterleve kravene om en reduktion af sin olieproduktion denne gang.
- Forudsætningerne har simpelthen ændret sig. Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde forudset, at så mange lande, som vi ser nu, skulle gå i fuldstændig lockdown, sagde Kim Blindbæk, der er aktieanalytiker hos Sydbank, torsdag til Ritzau Finans.
Udsættelsen af mødet behøver man heller ikke tolke som en dårlig ting, siger analytiker hos DNP Paribas Harry Tchilingurian
- Måske er det bedst, at mødet er udsat, så der kan skabes bare lidt fælles fodfæste, før de rigtige forhandlinger går i gang, siger han til Reuters.
Også Donald Trump har blandet sig i oliedebatten, hvor han først torsdag tweetede, at en aftale mellem olielandene var så godt som indgået. Rusland var dog kort tid efter ude og sige, at man ikke kendte noget til en aftale.
Tweetet var dog nok til at presse oliepriserne op med 21 pct. torsdag
Siden har den amerikanske præsident også været ude at true med toldstigninger på olieimport for at beskytte de amerikanske oliearbejdere fra et priskollaps, skriver Reuters.
Mødet vil på grund af coronavirusset blive afholdt digitalt på en videokonference.
/ritzau/FINANS