Easyjet styrker likviditetsberedskab: Aktien tordner i vejret
Lavprisflyselskabet Easyjet oplyser i en meddelelse mandag, at selskabet bevarer sit fokus på at maksimere likviditeten i tilfælde af en forlænget grounding-periode af selskabets fly.
Derfor har flyselskabet anmodet om at udnytte kreditfaciliteter for 500 mio. dollar med sikkerhed i selskabets flyaktiver.
- Vi forbliver totalt fokuserede på at sikre den langsigtede fremtid for flyselskabet, reducerer vores omkostninger og bevarer job for at sikre, at Easyjet er i den bedste position til at genoptage flyvningerne, når pandemien er ovre.
- Vi er glade for, at vi nu har nået en aftale med både Unite og BALPA om orlov-arrangementer for piloter og kabinepersonale, der er baseret i Storbritannien, siger Johan Lundgren, administrerende direktør, i meddelelsen.
Flyselskabet oplyser ligeledes, at det har udstedt gæld for 600 mio. pund gennem en Covid-19 finanseringsfacilitet (CCFF), som den britiske regering har oprettet.
Som et resultat af dette forventer Easyjet at have adgang til kontante reserver på 2,3 mia. pund inden torsdag i denne uge.
- Vores nuværende prioritet er at sikre likviditet på kort sigt, så vi har lånt fra CCFF og trukket på vores revolverende kreditfacilitet for at øge vores likviditet, siger topchefen desuden.
Samtidig vil selskabet fortsætte med at udforske finansieringsmuligheder på grund af en muligvis langvarig grounding af selskabets fly som en konsekvens af coronaviruskrisen, der har ramt og lagt lande ned på tværs af kontinenter.
Easyjet-aktien stiger mandag eftermiddag 15,5 pct. på børsen i London.
/ritzau/FINANS