Erhverv

Byggekonkurs koster familie 93 mio. kr.

Familien Nygaard Sørensen har bogført et stort tab i det selskab, som stod bag familiens entreprenørvirksomhed.

Mikkel Baastrup, topchef i B. Nygaard Sørensen, der tidligere på året gik konkurs. Foto: Carsten Bundgaard

Det blev en dyr fornøjelse for familien Nygaard Sørensen at begære sin store danske entreprenørvirksomhed konkurs.

Det viser et nyt regnskab fra det selskab, Invest 1998 A/S, hvorfra familien ejede den 33 år gamle entreprenørkoncern B. Nygaard Sørensen.

Familien har bogført et underskud på 93 mio. kr., som direkte henføres til konkursen. Tabet dækker over nedskrivinger og kautionsforpligtelser.

Det var tilbage i februar, at Nygaard Sørensen-familien begærede sin entreprenørkoncern konkurs. På det tidspunkt omsatte virksomheden for 500 mio. kr. og havde i en årrække ikke haft underskud.

Men en række tabte voldgiftssager, der handlede om de omstridte MgO-plader, kombineret med vigende driftsresultater betød, at familien alligevel måtte indsende en konkursbegæring.

Som følge af konkursen blev 100 ansatte sendt hjem. Få uger senere købte folkene bag LM Byg og Pihl & Søn dele af konkursboet.

I det nye regnskab fra Invest 1998 A/S skriver ledelsen, at man forventer at genvinde en del af det tab, som er bogført i regnskabsåret.

»Selskabet forventer, at en del af kautionstabet på 21,9 mio. kr. vil blive dækket via indtræden i andre sikkerheder i forbindelse med indfrielsen af kautionsforpligtelsen, hvilket medfører en forventning om et positivt resultat for det kommende år,« skriver ledelsen.

Ud af de 21,9 mio. kr., som familien har afsat til at indfri sin kautionsforpligtelse, forventer man at få 12,5 mio. kr. i refusion. Men beløbet er forbundet med en vis usikkerhed, lyder det.

Invest A/S er ejet af de fire familiemedlemmer Bo, Jane, Anne og Mette Nygaard Sørensen gennem deres respektive private holdingselskaber.

Den nu hedengangne entrenenørkoncern B. Nygaard Sørensen gjorde sig primært inden for offentlige og statslige byggerier. Derudover har B. Nygaard Sørensen gennemført et stort antal renoveringer af andelsboligforeninger, ejerboligforeninger og almene boliger.

Blandt kunderne kan nævnes Carlsberg Byen og DTU i Lyngby.

Voldgiftssagen, som var med til at koste B. Nygaard Sørensen livet, omhandler MgO-plader, der tidligere har kastet andre entreprenørselskaber ud i konkurser.

MgO-plader blev fra 2010 til 2015 brugt som vindspærre i utallige byggerier rundt om i landet. Senere viste det sig, at pladerne frem for at holde fugt væk faktisk sugede fugt til sig. Det er blevet kaldt århundredets største byggeskandale.

BRANCHENYT
Læs også