Markederne bæver før ny jobrapport fra USA
De europæiske markeder ventes at åbne højere efter store stigninger i nat i USA - men jobrapporten fra USA lurer og truer.
De europæiske aktiemarkeder ser ud til at få en god start på dagen oven på store stigninger i USA. I Danmark er markedet lukket på grund af Skærtorsdag.
De tre ledende indeks i USA lukkede alle med store stigninger på mellem 2,6 og 3,4 pct., og det ventes at forplante sig til Europa.
Den stigning betyder, at USA lukkede i et såkaldt ”bull marked”, hvilket vil sige en stigning på over 20 pct. siden den seneste bund.
S&P 500 er eksempelvis steget med 22,9 pct. siden bunden den 23. marts.
Men der nogle ret store ubekendte i løbet af dagens handel. Der er møde sent torsdag eftermiddag i Opec+ om den kommende olieproduktion. Opec+ er Opec samt Rusland og nogle få andre ikke-medlemmer af Opec.
Men det vigtigste tal kommer sandsynligvis fra USA, når denne uges jobrapport offentliggøres. Ifølge CNBC venter et gennemsnit af økonomer en stigning i antallet af nye ledige på 5 millioner.
Det tal bygger ovenpå de to foregående ugers stigende antal ledige på henholdsvis 3,3 mio. og 6,6 mio. arbejdsløse.
Dagens jobrapport måler antallet af nytilmeldte ledige frem til og med den 4. april.
kl. 7.30 ligger de amerikanske futures i Dow Jones til at åbne med et plus på 80 points, men det kan hurtigt ændre sig.