Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk Erhverv: Regeringen er for optimistisk

Interesseorganisationen Dansk Erhvervs cheføkonom frygter, at regeringen ser for lyst på den økonomiske nedtur.

Corona rammer verden
Cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, frygter, at regeringen er for optimistisk i sine forudsigelser af økonomien på den korte bane. Foto: PR.

Regeringen har netop offentliggjort, at man forventer en økonomisk nedgang i Danmark på mellem 3 og 6 pct. i BNP i år. Det finder Dansk Erhverv en kende optimistisk.

Konkret opstiller Finansministeriet tre scenarier: En hurtig genopretning, en gradvis genopretning og en begrænset genopretning.

Det tre scenarier efterlader et ganske stort udfaldsrum for dansk økonomi, hvor BNP kan falde med mellem 3 og 6 pct. i år for derefter at vokse med mellem 2,5 pct. og 3,9 pct. i 2021.

»Selv om det umiddelbart er grum læsning, så sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at de tre scenarier befinder sig i den optimistiske ende af skalaen. Finansministeriet forventer således i alle tre scenerier, at den økonomiske nedgang blive bremset i løbet af andet kvartal, hvorefter der vil ske en genopretning,« lyder det fra cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv, der fortsætter:

»Det må siges at være højst usikkert i den nuværende situation, hvor sundhedsmyndighederne endnu ikke har præsenteret en plausibel slutdato for virusudbruddet. Dertil raser virusudbruddet fortsat med for stor styrke på vores eksportmarkeder.«

Tore Stramer hæfter sig desuden ved, at finansministerens udmelding tydelig viser, at usikkerheden er meget stor i øjeblikket. Og at der i realiteten ikke er nogen der ved, hvor stort et »økonomisk hul vi ser ned i«.

»Jeg er derfor bange for, at de præsenterede scenarier fra Finansministeriet alle kan vise sig at være for optimistiske. Det er således værd at fremhæve at både Nationalbanken og Vismændene har præsenteret et større udfaldsrum for dansk økonomi. Nationalbanken forventer til sammenligning et fald i BNP på mellem 3-10 pct. i år. Vismændene har dertil beregnet et scenarie, hvor vi bliver ramt af en ny anden virusbølge i efteråret,« siger Tore Stramer.

BRANCHENYT
Læs også