It-fyre tjener millioner på garn og strikkepinde
Garnvirksomheden Hobbii, der primært fokuserer på online-salg, er på få år blevet en stor succes.
For fire år siden fik tre sjællandske it-fyre øjnene op for en forretning, der nu har resulteret i, at de sælger garn for et trecifret millionbeløb.
Sammen havde kammeraterne i en årrække drevet en række forskellige it-virksomheder, som de markedsførte på Facebook. Her opdagede de til deres store overraskelse, at mange strikke- og hækle-interesserede danskere ivrigt delte alt fra strikkeopskrifter til gode råd om materialer, og det fik kammerater til at stifte garn-virksomheden Hobbii, skriver TV2 Lorry.
Ifølge mediet undrede Jens Reimer Olesen, der nu er direktør i Hobbii, sig over, hvem der solgte garn til danskerne online. Det resulterede i, at han og kammeraterne købte en palle garn, som de solgte via nettet fra kontoret i København.
I dag har den hurtigvoksende garn-virksomhed skiftet kontoret ud med et hovedsæde i en stor lagerhal i et industrikvarter i Rødovre, og kammeraternes undren har vist sig at holde stik. Der er nemlig godt gang i garnsalget.
»Jeg bliver hver dag overrasket over, hvor hurtigt det er gået, og hvor mange der strikker og hækler. Jeg bliver helt overrasket hver eneste dag,« siger Jens Reimer Olesen til TV2 Lorry.
Forrige år solgte Hobbii ifølge mediet for et stort trecifret millionbeløb og sendte over 700.000 ordrer afsted.
Ifølge virksomhedens seneste regnskab lød bruttofortjenesten i det skæve regnskabsår for 2018/2019 på over 32,5 mio. kr. mod knap 15 mio. året forinden.
Garnvirksomheden formåede i samme regnskabsperiode at vende et underskud på over 1,6 mio. kr. til et overskud på knap 3 mio. kr. i seneste regnskabsperiode. Et resultat, som ledelsen ifølge regnskabet »anser som tilfredsstillende«.
Ifølge TV2 Lorry har Hobbii i dag over 160 ansatte. Medarbejderstablen dækker over alt lige fra opskriftdesignere og kundeservicemedarbejdere til lagerarbejdere, der plukker ordrer til virksomhedens mange online-kunder.
Over 80 pct. af ordrene bliver ifølge mediet sendt til udlandet - heriblandt USA, Australien og Tyskland.
Udover onlinesalget har Hobbi butikker i Roskilde, Aalborg og Odense.



