EU advarer mod at bestille sommerferie i udlandet
Der er ikke lyse udsigter for en sommer under varmere himmelstrøg.
Formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, advarer europæerne om at bestille sommerferier til udlandet denne sommer.
Det fortæller hun i et større interview med den tyske avis Bild, skriver NRK.
»Jeg råder folk til at vente med sådanne planer. Ingen kan komme med pålidelige forudsigelser for juli og august,« siger Ursula von der Leyen til den tyske avis.
Meldingen kommer i forbindelse med de lukkede landegrænser og mange flyrestriktioner verden over, der er trådt i kraft som følge af coronavirus. Også den norske sundhedsstyrelse er ifølge NRK overbevist om, at den kommende sommer næppe vil byde på ferieafvikling som normalt.
Herhjemme frarådes alle ikke-nødvendige udlandsrejser foreløbigt til den 10 maj.
Finans har tidligere beskrevet, hvordan flyselskaberne står på usikker og vaklende grund, når de skal genåbne lufttrafikken på den anden side af coronavirus.
Rekordmange fly er nemlig i øjeblikket parkeret på landingsbanerne verden over, og derfor har luftfarten heller ikke erfaringer med, hvordan man skal håndtere situationen, når flytrafikken bliver åbnet igen. Alle er dog enige om, at der bliver tale om en gradvis genåbning, som vil strække sig over mange måneder og måske langt ind i 2021.
Ligesom rejsende formentlig vil have færre destinationer og afgang at vælge imellem i de første måneder og uger, efter flyene begynder at lette og lande igen.
I Europa har de fleste lande på få uger mistet mellem 80 og 95 pct. af trafikken.