Første flyselskab i verden: Emirates tester passagerer for coronavirus
Emirates vil som det første flyselskab undersøge sine passagerer for coronavirus ved at benytte lyntests, som kommer med svar i løbet af få minutter.
Som led i et forsøg har et af verdens største flyselskaber Emirates for første gang testet sine passagerer for coronavirus før en flyvning mellem Dubai og Tunesien onsdag. Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.
Emirates er dermed det første flyselskab, der tester sine passagerer ved hjælp af en blodprøve, som giver svar i løbet af 10 minutter. Selskabet arbejder på at opskalere initiativet og udvide det til flere flyvninger i fremtiden.
»Dette vil gøre det muligt for os at gennemføre tests på stedet og give øjeblikkelig bekræftelse for Emirates-passagerer, som rejser til lande, der har behov for Covid-19-testcertifikater,« udtaler Adel Al Redha, koncerndirektør hos Emirates, ifølge pressemeddelelsen
Tiltaget er kommet i stand i samarbejde med sundhedsmyndighederne i Dubai, der står for at udføre testene, som i første omgang kun vil være i forbindelse med flyvninger til lande, der kræver et testcertifikat for indrejse.
Udover tests har flyselskabet indført foranstaltninger i form af barrierer ved indtjeknings-skranken samt påbud for samtlige ansatte i emiratets lufthavn at bære værnemidler i form af bl.a. masker.
Overalt i verden er flytrafikken nærmest gået i stå. Coronakrisen har fået de fleste lande til at indføre rejserestriktioner eller lukke grænserne. Der ikke mange lande at rejse til, og kun få ruter holdes åbne.


