Erhverv

Dansk modekæde begæret konkurs i flere lande

Den danske modekoncern Masai har begæret sine selskaber i Norge og Sverige konkurs. Samtlige butikker er lukket.

Masai-mærket sælges i over 1.500 butikker verden over. Foto: PR-foto.

Den danske modekæde Masai, der blev grundlagt i 1992, trækker nu stikket til sine forretninger i Norge og Sverige.

I begge lande har Masai indgivet konkursbegæringer, skriver flere nordiske erhvervsmedier.

Den svenske del af Masai havde 14 butikker, mens den norske del drev ni butikker. Dertil kom showrooms og nethandel.

»Vi arbejder på at afklare, om der er potentielle købere af virksomheden, butikkerne eller lageret,« siger Ellen Synnøve Schult Ulriksen, kurator for det norske selskab, til E24.

Den danske del af Masai er ikke påvirket af konkursen. Her er der fortsat 14 selvstændige butikker - og de er ikke en dårlig forretning.

I det seneste regnskabsår omsatte Masai Clothing Company, som selskabet hedder, for 371 mio. kr. og tjente 56 mio. kr.

Masai-mærket sælges i over 1.500 butikker verden over og er en af dansk modes store succeshistorier.

Selskabet blev stiftet i 1992 af søskendeparret Nina og Hans Rye. De valgte i 2015 at sælge deres livsværk til den britiske kapitalfond Silverfleet. Salget indbragte søskendeparret over 800 mio. kr.

Den nye ejer satte gang i den storstilede satsning på det svenske og norske marked. En satsning, som altså nu er slået fejl.

De to stiftere af Masai, Nina og Hans Rye, er begge helt ude af modekoncernen. Allerede inden salget til Silverfleet var søskendeparret mangemillionærer, da Masai over en 10-årig periode havde tjent næsten en halv mia. kr.

Læs også
Top job