VW og Toyota begynder snart åbning i Europa
VW har meddelt, at de vil genoptage produktionen af nogle af deres personbiler i Zwickau i Tyskland og i Bratislava i Slovakiet.
Nogle af verdens største bilproducenter vil gradvist begynde at åbne deres fabrikker i Europa igen. Det skal ske fra næste uge.
Åbningerne vil ske under behørigt hensyn til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og i takt med at lockdown kravene i landene lempes, skriver CNN.
VW har meddelt, at de vil genoptage produktionen af nogle af deres personbiler i Zwickau i Tyskland og i Bratislava i Slovakiet, og det vil ske fra på mandag den 20. april.
Andre af VWs fabrikker i Tyskland, Portugal, Spanien, Rusland og USA vil genstarte produktionen den efterfølgende uge.
»Med beslutningerne fra de lokale regeringer og den statslige regering i Tyskland om at lempe restriktionerne og tilsvarende i andre europæiske lande er betingelserne til stede for en gradvis genoptagelse af produktionen,« siger Ralf Brandstätter, driftsdirektør for Volkswagen-mærket, i en erklæring.
Hos Toyota vil man genoptage produktionen i Frankrig og Polen fra den 22. april - dog med en reduceret kapacitet. Toyota lukkede sine fabrikker i midten af marts.
I Frankrig bliver der tale om at begynde med et enkelt hold og ikke på skifteholdsbasis endnu. Normalt har fabrikken kørt i tre skift.
Også Hyundai vil genåbne sin fabrik i Tjekkiet med et enkelt skift fra på tirsdag, mens selskabets fabrik i Tyrkiet vil åbne på mandag.