Redningsplan kollapset: Flyselskab vil af med samtlige ansatte
Coronapandemien og en lukket pengekasse har skubbet det nødlidende flyselskab South African Airways det sidste stykke ud over kanten.
Enden er faretruende nær det for det kriseramte South African Airways, der engang var Afrikas største luftfartsselskab.
I årevis har selskabet levet på statens nåde med store økonomiske hjælpepakker, men nu er pengekassen lukket, meddelte den sydafrikanske regering for få dage siden.
Konsekvensen kom prompte.
Efter et fejlslået forsøg på at få regeringen til at stille med yderligere finansiel hjælp, arbejder South African Airways nu på at skille sig af med samtlige sine 4.700 ansatte. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg.
Planen er, at de ansatte bliver fyret med udgangen af måneden, og med sig får de én måneds løn plus en uges løn for hvert år, de har været ansat i flyselskabet.
Om der er penge til planen, afhænger helt og alene af, om administratorerne i South African Airways lykkes med at sælge aktiver. Det gælder bl.a. fly og slots (start- og landingstilladelser).
Kollapset i South African Airways kommer ikke som et stort chok. Det 86 år gamle flyselskab har i lang tid skrantet økonomisk, og skulle det komme ud af sit morads, krævede det finansiering i størrelsesordenen 10 mia. kr.
Den slags penge vil den sydafrikanske stat ikke diske op med. Dertil har man lige nu nok at se til med at bekæmpe coronavirussen.
Det er kun få måneder siden, at South African Airways lukkede otte af sine udenrigsruter og samtlige indenrigsruter for at overleve.
Kort tid efter ramte coronapandemien, og derfor har South African Airways i øjeblikket ingen fly i luften.
South African Airways blev grundlagt i 1934 og blev i 2006 medlem af samarbejdet Star Alliance, hvor bl.a. også SAS og United Airlines indgår.

