Erhverv

Olieselskab skjulte milliardtab - på vej mod konkurs

Den legendariske stifter af oliekoncernen Hin Leong Trading har fiflet med regnskaber og ført kreditorer bag lyset. Nu venter en potentiel konkurs.

Kollapset i Hin Leong Trading har vakt opsigt, fordi der er tale om en mastodonts overraskende deroute. Hin Leong Trading bliver af Bloomberg beskrevet som »en af de største og mest hemmelighedsfulde kræfter i markedet for fysisk oliehandel og bunkerolie.«

Et af verdens største selskaber inden for handel med olie og bunkerolie, Hin Leong Trading, sendte i weekenden chokbølger gennem markedet.

Det skete, da det kom frem, at selskabets stifter, Lim Oon Kuin, over en årrække har skjult tab på over 5 mia. kr. i selskabets regnskaber. Det skriver bl.a. Bloomberg og Financial Times.

Oplysningerne er kommet frem, efter at det Singapore-baserede Hin Leong Trading i weekenden gik i betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion.

Olieprisens bratte fald og coronapandemien har bragt koncernen på randen af konkurs.

I et ikke offentliggjort retsdokument indrømmer stifter Lim Oon Kuin, at han gennem flere år har fiflet med oliegigantens regnskabsbøger. Der har været store tab på futures-kontrakter. Tabene fremgår ikke af regnskaberne, men betyder, at koncernen reelt ikke har tjent penge i flere år.

»Jeg gav instrukser til økonomiafdelingen om at udarbejde regnskaberne uden at vise tabene og fortalte dem, at jeg var ansvarlig, hvis noget gik galt,« forklarer han.

Lim Oon Kuin stiftede Hin Leong Trading i 1963 og beskrives som en legende i branchen. Han har opbygget et af Asiens vigtigste oliehandelselskaber og er desuden storleverandør af den bunkerolie, der bruges som brændstof på skibe.

Han og familien ejer også Ocean Tankers med over 100 tankskibe.

Nu har Lim Oon Kuin med øjeblikkelig virkning trukket sig fra sit livsværk, som har 30 dage til at forhandle en redningsplan med sine kreditorer.

Lykkes det ikke, går Hin Leong Trading konkurs.

Og som om de skjulte milliardtab ikke var nok, har Hin Leong Trading også solgt nogle af de millioner tønder råolie, som selskabet havde brugt som sikkerhed for at få milliardlån fra sine kreditorer.

En lang række banker har haft pant i Hin Leong Tradings fysiske olie. Men olien eksisterer slet ikke, indrømmer stifterens søn, direktør Evan Lim Chee.

»Der er en betydelig mangel i det fysiske lager sammenlignet med den bogførte værdi, som er sikret med pant over for långiverne. Jeg har ikke været involveret i beslutningerne, som blev truffet af min far,« skriver Evan Lim Chee, i en edsvoren erklæring.

Det betyder potentielt store tab for bankerne, fordi den pant, de regnede med som sikkerhed, nu er pist væk. Hin Leong Tradings største långiver, storbanken HSBC, har angiveligt 4 mia. kr. i klemme.

Kollapset i Hin Leong Trading har vakt opsigt, fordi der er tale om en mastodonts overraskende deroute. Hin Leong Trading bliver af Bloomberg beskrevet som »en af de største og mest hemmelighedsfulde kræfter i markedet for fysisk oliehandel og bunkerolie.«

Hin Leong Trading er privatejet og har i mange år ikke offentliggjort sine regnskaber. De seneste tilgængelige tal er fra 2012, hvor selskabet omsatte for 80 mia. kr.

Den legendariske stifter Lim Oon Kuin - bedre kendt som OK Lim - begyndte sit erhvervseventyr med at levere skibsdiesel til lokale fiskere i Singapore.

Han har i dag en anslået formue på 10 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også