FLSmidth betaler millioner tilbage efter tunesisk korruptionssag
Tunesisk cementvirksomhed er ikke tilfreds, selv om den har modtaget, hvad der svarer til omkring 15 mio. kr. fra danske FLSmidth.
Den børsnoterede industrivirksomhed FLSmidth har betalt 2 mio. euro tilbage til en tunesisk kunde, efter at Finans i februar afdækkede virksomhedens rolle i en spektakulær korruptionssag.
Det bekræfter såvel FLSmidth som den tunesiske kunde Carthage Cement. Sidstnævnte oplyser, at virksomheden modtog pengene den 17. april, men direktøren, Ibrahim Sanaa, stiller sig ikke tilfreds.
Han fastholder, at betalingen er »ufuldstændig«, og han insisterer på, at FLSmidth skal betale 30 mio. euro plus sagsomkostninger.
»Vores position er stadig, at FLSmidth står til ansvar for alle pengene,« siger Ibrahim Sanaa.
Sagen strækker sig tilbage til 2010, da den danske virksomhed vandt en kontrakt på at opføre en cementfabrik for Carthage Cement uden for Tunis til 281 mio. euro.
I november 2019 afgjorde en tunesisk domstol imidlertid, at FLSmidth og den tyrkiske underleverandør Prokon-Ekon havde overfaktureret fabrikken med 30 mio. euro med henblik på at kanalisere pengene ud til de tidligere ejere af Carthage Cement, herunder svogeren til den daværende tunesiske præsident.
FLSmidth var ikke part i sagen som selskab, men en medarbejder blev idømt fem års fængsel.
Korruptionsmistanke mod FLSmidth opstod, da præsidentens svoger mistede sin virksomhed
Ifølge eget udsagn konstaterede FLSmidth allerede i 2015, at virksomheden havde overfaktureret for 2 mio. euro.
Det fortiede virksomheden imidlertid i årevis overfor både myndighederne og Carthage Cement, og det var således først i forbindelse med Finans’ afdækning i februar, at FLSmidth indrømmede, at en advokatundersøgelse fem år tidligere havde blotlagt virksomhedens rolle i sagen.
Det er disse 2 mio. euro, som FLSmidth nu har valgt at tilbagebetale.
Carthage Cement hævder, at Prokon-Ekon har stået for den resterende overfakturering op til de 30 mio. euro, men kræver, at FLSmidth skal betale, fordi FLSmidth var hovedentreprenør.
FLSmidth oplyser i en skriftlig udtalelse:
»Vi har hele tiden vedkendt os udeståendet på 2 mio. euro og har nu fundet anledning til at overføre pengene på forsvarlig vis. Vi anerkender ikke andre krav end det, men vil i øvrigt ikke kommentere yderligere på det forhold, der er mellem os og en kunde.«