DFDS oplever nedgang efter corona - reducerer investeringer
Det danske rederi DFDS har tirsdag morgen udsendt foreløbige regnskabstal for første kvartal - samt en opdatering på, hvordan rederiet forholder sig til coronavirusudbruddet.
Det er særligt på passagerruterne, der i 2019 udgjorde 16 pct. af DFDS' omsætning, at rederiet kan mærke coronapandemien. Det betyder, at DFDS har suspenderet sine passagerruter. Derudover er 2200 medarbejdere sendt hjem med løn.
DFDS oplyser dog, at alle fragtaktiviteter fortsætter under de nuværende nedlukninger.
I første kvartal viser de foreløbige tal en nedgang i driftsresultatet før afskrivninger, EBITDA, på knap 10 pct. for første kvartal.
Også omsætningen tager i første kvartal et dyk til 3813 mio. kr. mod 3870 mio. kr. tidligere - et fald på 1,5 pct.
Resultatet før skat falder i de foreløbige tal med 38,3 pct. til 98 mio. kr. mod 159 mio. kr. tidligere.
DFDS oplyser yderligere, at rederiet vil reducere planlagte investeringer med 20 pct. i 2020. Det svarer til en sænkning på 30 pct. i andet til fjerde kvartal, da der allerede er gennemført investeringer i første kvartal.
Dog fastslår DFDS, at rederiet har en solid position med hensyn til både likviditet og finansiel fleksibilitet, da likviditeten ved udgangen af første kvartal 2020 lyder på 1,7 mia. kr. i kontanter og lignende på 0,3 mia. kr.
Rederiet suspenderede allerede i midten af marts sine forventninger til 2020 med henvisning til virusudbruddet.
Da regnskabsåret blev indledt, var forventningen en omsætningsvækst på 4 pct. og et EBITDA-resultat før særlige poster på 3,5-3,9 mia. kr.
DFDS forventer at offentliggøre endelige regnskabstal for første kvartal den 7. maj.
/ritzau/FINANS