Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Jesper Buch: »Hvis man mister sit livsværk ovenpå en krise som denne, er det bare urimeligt«

Krisen viser ifølge Jesper Buch, at iværksætteri er mere relevant end nogensinde - men at erfarne kræfter samtidig bør stå klar med »cash og knowhow« til virksomhederne.

Corona rammer verden
Tiden under coronakrisen har været hektisk for Jesper Buch og hans investeringer. Foto: Nicolai Lorenzen

Tilbage i midten af marts måtte Jesper Buch sammen med hundredvis af danske iværksættere hoppe på flyet og rejse hjem før tid, efter de havde været samlet til arrangementet Seedster på Costa del Sol i Spanien.

Til arrangementet, som indebærer en ugelang workshop for iværksætterne, deltog blandt andre Helle Thorning-Schmidt, Jan Dal Lehrmann og Martin Thorborg. Alle sammen hentet ind af stjerneinvestoren.

Hjemkomsten bød for Jesper Buch og resten af deltagerne på mindst 14 dages isolation. Og da den var overstået, trådte stjerneinvestoren ud i en verden, som var markant anderledes, end den han isolerede sig fra.

»Umiddelbart efter jeg kom hjem, startede der en skyttegravskrig. En 12-14 timer hver dag, hvor jeg har været i kontakt med min portefølje af omtrent 30 virksomheder,« fortæller Jesper Buch.

Jeg forsøger at bruge alle vågne timer på at sikre, at min første ring af virksomheder overlever. Dernæst at motivere min ring to og ring tre.

Jesper Buch, iværksætter, investor og medstifter af Just Eat.

Han har i samråd med virksomhederne, han har investeret i, lavet nye planer for 2020 og 2021, så de efter hans udsagn er drevet forsvarligt og kan komme igennem krisen uden at gå konkurs.

»Jeg forsøger at bruge alle vågne timer på at sikre, at min første ring af virksomheder overlever. Dernæst at motivere min ring to og ring tre.«

Krisen har ramt, men endnu ikke fået konsekvenser for nogle af Jesper Buchs virksomheder, hvoraf en del er kendt fra DR’s tv-program Løvens Hule. Men udfordringen har været at tilpasse driften i hvert selskab.

»Det har været en sund øvelse. Min portefølje har virkelig fluekneppet samtlige omkostninger ned til mindste detalje for at finde de penge, som har gjort deres chancer for overlevelse bedre,« siger Just Eat-stifteren, som tilføjer, at nogle selskaber er vokset 300-400 pct., mens andre er lagt ned.

Shaping New Tomorrow er en af de virksomheder, der er en del af Jesper Buchs store netværk af iværksættere og er blot ét eksempel på en af ’løvens’ succesfulde investeringer. På grund af krisen måtte de udskyde en længe ventet åbning af tøjmærkets hidtil største butik i Aarhus.

Selvom Jesper Buchs investeringer i store træk cirkler sig om online-virksomheder, der ikke er blevet ramt lige så hårdt som forretninger med fysiske lokationer, har krisen ifølge ham alligevel været »lort med lort på«. Han håber, at der er tale om en recession og ikke starten på en depression.

Fair nok, hvis man ikke kan drive en forretning. Fair nok, hvis man er et fjols, som disponerer forkert over sine midler. Men hvis man mister sit livsværk ovenpå en krise som denne, så er det bare urimeligt.

Jesper Buch, iværksætter, investor og medstifter af Just Eat.

»Når der kan lukkes op for samfundet, skal der lukkes op for fuldt skrald. For vi kommer til at få et efterslæb i mange år og se en masse iværksættere, som på fuldstændig urimelig vis mister deres virksomhed,« siger han.

»Fair nok, hvis man ikke kan drive en forretning. Fair nok, hvis man er et fjols, som disponerer forkert over sine midler. Men hvis man mister sit livsværk ovenpå en krise som denne, er det bare urimeligt.«

Han mener, at både iværksættere og stærke investorer har en vital rolle under den nuværende krise, som i værste fald kan føre til konkurser i virksomheder, som ellers burde være blevet en stor succes.

»Iværksættere er i min verden den samfundsmæssige dynamo. Den pulje af folk, som vil iværksætte, skal motiveres og have de rigtige vilkår, specielt under en recession,« siger han og understreger, at de skal skubbes i gang.

Det er også en af årsagerne til, at Jesper Buch, til trods for at have meddelt, at han ville stoppe sit engagement i Løvens Hule efter fem sæsoner, har valgt at fortsætte endnu en sæson. For ham at se har tv-programmet aldrig været så relevant, som nu - og løverne skal brøle højere.

Hvis man har været en dansk succesfuld iværksætter, så er det et kald, at man kaster tilbage ind i det her iværksætter-økosystem, enten i form af cashflow eller knowhow.

Jesper Buch, iværksætter, investor og medstifter af Just Eat.

»Hvis man har været en dansk succesfuld iværksætter, er det et kald, at man kaster noget tilbage ind i dette iværksætter-økosystem, enten i form af cashflow eller knowhow,« siger Jesper Buch.

For iværksættermiljøet mener Jesper Buch ikke, at krisen byder på »en skid muligheder«. Derimod kan iværksættere tabe deres livsværk til pengestærke spekulanter, hvis de ikke selv har likviditet til at overleve.

»Cash is king. Enten har du kontanter til at overleve, ellers overlever du ikke – og så bliver du taget over af dem, som har kontanter til at købe din forretning eller andel. Der kommer ikke noget godt ud af dette.«

BRANCHENYT
Læs også