Minister om bonusser under coronakrisen: Udvis mådehold og omtanke
Bankernes kapital skal bruges på kunder frem for bonusser, mener erhvervsministeren. Venstre vil lade det være op til bestyrelserne, men mener, at den finansielle sektor skal tænke over, hvilket signal den sender under coronakrisen.
Danske Bank har i den grad fanget opmærksomheden og bevågenheden hos erhvervsminister Simon Kollerup.
Tirsdag kritiserede ministeren Danske Bank for at stramme kravene til boligkøbere og kaldte det »meget uheldigt«.
Nu kan Simon Kollerup så notere sig, at Danmarks vigtigste finansielle institution har valgt at fastholde bonusprogrammerne til direktionen under coronakrisen. En krise, der har fået ham til at give bankerne 200 mia. kr. ekstra til udlån ved frigivelse af den kontracykliske kapitalbuffer.
»Jeg har tidligere sagt, at den ekstra kapital, der er blevet tilgængelig med frigivelsen af den kontracykliske kapitalbuffer, skal bruges til at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser. Det gælder stadig. Langt de fleste banker har da også vist samfundssind ved at lade være med at udbetale udbytte. Det er jeg tilfreds med,« siger han i en skriftlig udtalelse.
»Derfor vil jeg opfordre alle virksomheder til at tænke sig om, inden de udbetaler bonusser – især i øjeblikket, hvor coronakrisen gør verden endnu mere uforudsigelig, end den er i forvejen,« fortsætter Simon Kollerup.
En gruppe europæiske storbanker har droppet chefbonusser i 2020, mens ECB's tilsynsråd opfordrer bankerne til »ekstrem mådeholdenhed«, når det kommer til bonusser under krisen.
Erhvervsministeren tilslutter sig ECB's synspunkt på bonusser.
Troels Lund Poulsen, finansordfører i Venstre, vil ikke lave politik omkring chefbonusser i banksektoren under coronakrisen.
»Det vil jeg lade være op til bestyrelserne at træffe beslutninger om. I Venstre vil vi ikke blande os i ansættelsesforhold. Jeg er dog helt enig i det moralske i denne diskussion om bonusser. Den finansielle sektor skal tænke over, hvilket signal den sender,« siger han.
Tidligere onsdag sendte MP Pension en klar opfordring til Danske Bank. Undlad bonusser til direktører i 2020 og udvis samfundssind i en vanskelig tid.