Royal Unibrew er kommet forholdsvis uskadt gennem 1. kvartal, men venter udfordrende kvartal
Bryggeriet er bl.a. blevet påvirket i Italien og Danmark i 1. kvartal, lyder det i forbindelse med offentliggørelse af tal for 1. kvartal.
På overfalden ser det ud til, at Royal Unibrew er kommet uskadt igennem 1. kvartal på trods af coronakrisen. De finansielle resultater er nemlig på linje med de første tre måneder af 2019, viser en handelsopdatering med tal for 1. kvartal fra bryggeriet.
Men under overfalden kan man se effekten af coronavirussens indtog i Europa og efterfølgende nedlukning. Mens omsætningen i januar og februar steg med henholdsvis 5 pct. og 6 pct., vendte udviklingen 180 grader i marts, hvor omsætningen dykkede med 9 pct.
»I marts blev vores on-trade-forretning i især Italien og Danmark påvirket af covid-19-regulering, der førte et salg under sidste år,« skriver bryggeriet.
On-trade dækker over den del af salget, som finder sted på barer og restauranter.
Det er dog ikke kun disse steder, som de fleste steder i Europa, er lukkede, at Royal Unibrew er blevet påvirket.
»Vi har set en ændring i forbrugeradfærd, da de sociale anledninger til at indtage drikkevarer forsvandt, hvilket resulterede i en negativ indvirkning på alkoholholdige drikkevarer, mens forbruget af non-alkoholiske drikkevarer er mindre påvirket,« lyder det i handelsopdateringen fra bryggeriet.
Omsætningen i kvartalet endte på 1.524 mio. kr. mod 1.521 mio. kr. i samme periode i fjor, og på bundlinjen endte resultatet efter skat på 145 mio. kr. mod 153 mio. i 1. kvartal 2019.
Royal Unibrew har som mange andre selskaber suspenderet sin guidance for 2020 som følge af coronavirussen. Men bryggeriet melder nu ud, at det venter et udfordrende andet kvartal.
»Vi forventer, at 2. kvartal påvirkes i større grad end 1. kvartal, da vores salg faldt mod slutningen af 1. kvartal. Mange af vores afsætningsmuligheder inden for on-trade må ikke åbne, og vi forventer, at dette som minimum fortsætter i hele i 2. kvartal. I Danmark er musikfestivalerne blevet forbudt frem til slutningen af august, og det er sandsynligt, at mange sociale sammenkomster til sommer vil blive annulleret, hvilket fører til lavere forbrug end sidste år,« lyder det fra Royal Unibrew, som understreger, at tidspunktet for og hastigheden af genåbningen af barer og restauranter er vigtig for branchen.
»Men der er begrænset visibilitet.«
Mio. kr. | Q1 2020 | Q1 2019 |
Omsætning | 1.524 | 1.521 |
Ebitda | 287 | 295 |
Ebitda-margin | 18,8 pct. | 19,4 pct. |
Resultat | 145 | 153 |