Erhverv

Faldende benzinpriser skaber usikkerhed hos Novozymes

Novozymes fastholder suspenderingen af forventningerne til året, viser nyt kvartalsregnskab. Samtidig skaber den faldende benzinefterspørgsel usikkerhed om udsigterne for året i Novozymes bioenergiforretning.

Foto: Lars Just.

Coronakrisen og den faldende efterspørgsel på benzin skaber problemer og usikkerhed for enzymkoncernen Novozymes.

Det oplyser koncernen i sit regnskab for første kvartal, som er offentliggjort onsdag morgen.

»Anvisningerne om at holde afstand og blive hjemme i et forsøg på at inddæmme COVID-19 reducerer efterspørgslen efter benzin og ethanol, særligt i USA, og giver anledning til usikkerhed om udviklingen for helåret, primært i bioenergiforretningen,« skriver Novozymes i kvartalsregnskabet.

Novozymes offentliggjorde allerede den 7. april en række tal for første kvartal. I samme omgang meddelte den danske enzymkoncern, at den suspenderer forventningerne til året som følge af den globale pandemi covid-19.

»Forventningerne til 2020 er fortsat suspenderet,« siger topchef Ester Baiget.

Novozymes kommer ud af første kvartal med en omsætning på 3,8 mia. kr., hvilket svarer til en organisk vækst på ca. 10 pct.

Driftsresultatet lander på knap 1,1 mia. kr., mens bundlinjen viser et plus på 815 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også