Erhverv

Dansk fiskerfamilie har tjent 250 millioner på fem år

Den familieejede fiskerigigant Kangamiut har gjort stifteren og hans børn velhavende. I år falder overskuddet imidlertid markant, lyder spådommen.

Kangamiut-koncernen står bag selskaberne Kangamiut Seafood, Alimex Seafood og Boco Seafood. Foto: David Keyton/AP

En stilfærdig fisker fra den nordjyske by Dronninglund har i forholdsvis ubemærkethed opbygget en milliardkoncern, der hvert år sender tocifrede millionbeløb ind på hans og familiens konto.

Det drejer sig om den 69-årige Niels Vinther Rasmussen, der sammen med sine tre voksne børn ejer Kangamiut-koncernen. Familien handlede sidste år med fisk og skaldyr for 3,4 mia. kr.

Det indbragte et overskud efter skat på 43 mio. kr., viser et nyt regnskab.

På fem år har Kangamiut-koncernen haft en samlet indtjening på 250 mio. kr. Og ledelsen er godt tilfreds med det seneste resultat.

»Resultatforventningen for 2019 blev opfyldt,« lyder det kortfattet i regnskabet.

Niels Vinther Rasmussen er ikke længere en del af den daglige drift i Kangamiut-koncernen. Men det var ham, der i 1975 – sammen med en forretningspartner – grundlagde fiskevirksomheden.

Siden er Kangamiut vokset til en af de største af sin slags herhjemme, og det har altså gjort både stifteren og hans børn til mangemillionærer. Ingen af børnene er dog en del af virksomheden.

Egenkapitalen i Kangamiut Holding, som tallene i denne artikel stammer fra, er nu på 370 mio. kr. Derudover har Niels Vinther Rasmussen og hans børn næsten 400 mio. kr. stående i deres holdingselskab, Vintherbørn ApS.

I år skal ejerfamilien dog ikke regne med et lige så stort overskud som i 2019. Coronapandemien har skabt stor usikkerhed, og på nuværende tidspunkt forventer ledelsen et resultat for 2020 på 10-15 mio. kr.

Kangamiut-koncernen står bag selskaberne Kangamiut Seafood, Alimex Seafood og Boco Seafood. Den daglige ledelse varetages af Ulrik Bjerre Rasmussen og Kim Roed Jensen, mens Niels Vinther Rasmussen sidder i bestyrelsen.

BRANCHENYT
Læs også