Erhverv

Stifterfamilie købt ud af Formuepleje

Sønnen til den afdøde Formuepleje-medstifter Erik Møller har valgt at sælge sin resterende aktiepost på 22 pct. i kapitalforvalteren.

Her ses stifterne af Formuepleje, Claus Hommelhoff til venstre og Erik Møller til højre, på et billede fra 2011. Året efter døde Erik Møller, og siden har har hans familie ejet hans aktier i Formuepleje. Foto: Casper Dalhoff

For snart 35 år siden blev Formuepleje stiftet af Claus Hommelhoff og Erik Møller.

Hommelhoff var primært kundemanden, mens Møller var investeringsmanden.

Sammen fik de Formuepleje til at vokse sig større, så selskabet i dag står som Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter.

Mens Claus Hommelhoff og hans familie stadig ejer en pæn portion af Formuepleje, er den anden halvdel af stifterfamilierne nu fortid som medejere af selskabet.

For familien efter Erik Møller, der døde i en alder af 64 år i 2012, har solgt sin aktiepost på 22 pct. af Formuepleje.

Det fortæller Formuepleje Holding i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsrapport.

»Efter grundige overvejelser har jeg valgt at sælge min andel i Formuepleje Holding A/S. Formuepleje var min fars livsværk, et selskab han var med til at stifte for mere end 30 år siden. Det har været en fornøjelse at sidde i bestyrelsen og hjælpe med selskabets udvikling,« siger Søren Fryland Møller, søn af Erik Møller, i en udtalelse.

Han er nu stoppet i Formueplejes bestyrelse og kommer heller ikke til at være en del af ejerkredsen, når og hvis Formuepleje børsnoteres i de kommende år, måske allerede i 2021.

Køberen af Søren Fryland Møllers aktiepost er eksisterende aktionærer og medarbejdere. Heriblandt en række personer fra direktørgruppen med topchef Niels B. Thuesen i spidsen og den tidligere Navision-stifter Jesper Balser, der nu som noget nyt ejer over 5 pct. af Formuepleje.

»Såvel Søren, som hans mor og ikke mindst hans far har over mere end 30 år, og altid med meget stort engagement, været afgørende for at udvikle Formuepleje til en jysk erhvervssucces. Det skylder vi Søren og familie en stor tak for. Der har blandt de eksisterende aktionærer været stor interesse for at erhverve yderligere aktier i Formuepleje,« siger Niels B. Thuesen, adm. direktør i Formuepleje.

Prisen på aktietransaktionen er hemmelig. Men i 2018 solgte Brian Leander, tidligere direktør i Formuepleje, sin aktiepost på omkring 12 pct. for 163,6 mio. kr.

Med udgangspunkt i den prissætning har Søren Fryland-Møllers ejerandel på 22 pct. en værdi af omkring 300 mio. kr. Men værdien kan naturligvis være større større nu et par år senere og med tanke på Formueplejes planer om en børsnotering.

Det første spadestik til Søren Fryland-Møllers exit fra Formueplejes ejerkreds blev taget i 2018, hvor han solgte 14 pct. af sin ejerandel på dengang 36 pct. af Formuepleje.

Kapitalforvalteren havde i 2019 et de bedste år nogensinde. Resultatet blev mere end fordoblet til 316,4 mio. kr. efter skat, aktiver under forvaltning steg med 38 pct. til over 90 mia. kr., og antallet af kunder voksede fra 11.000 til 12.900.

Læs også