Erhverv

Rejsedirektør risikerer konkurs: Offentlig hjælpepakke spænder ben for forsikringsdækning

Gouda Rejseforsikring afviser at dække rejseselskabet M. C. Asiens tab, fordi en offentlig hjælpepakke med lån til rejsebranchen er ved at blive skruet sammen.

M. C. Asien arrangerer motorcykelrejser og risikerer konkurs, fordi rejseselskabet er kommet i klemme i mellem sit forsikringsselskab og den offentlige hjælpepakke til rejsebranchen. Foto: PR Villads Mortensen, indehaver af rejseselskabet M. C. Asien.

Rejsedirektør Villads Mortensen er havnet i en kattepine, der kan ruinere hans rejsefirma. En politisk hjælpepakke til rejsebranchen forhindrer ham nemlig i at få dækning fra sit forsikringsselskab.

Han har en udvidet skadeforsikring hos Gouda Rejseforsikring, som giver ham ret til dækning, hvis aflyste rejser påfører ham tab.

Netop det er virkeligheden på grund af coronakrisen. Han har været nødt til at aflyse to rejseselskabers ture til Peru og Madagaskar, men hænger stadig på regninger på godt en halv mio. kr. for forudbetalinger til flyselskaber, hoteller og restauranter.

Men fordi Folketinget er ved at skrue en hjælpepakke sammen, som giver rejseselskaber adgang til lån, afviser Gouda at dække.

»De siger, at der er tale om dobbeltdækning, fordi det offentlige hjælper. Men det er jo et lån. Det bringer mig i en slem kattepine, som vil tvinge mig ud i en konkurs,« siger Villads Mortensen fra en skrattende telefonforbindelse fra Mumbai i Indien, hvor han er i karantæne for tiden.

Han ejer rejseselskabet M.C. Asien, der arrangerer motorcykelrejser i Asien, Afrika og Sydamerika. Derudover har han Yatra Rejser, som laver foto- og kulturrejser.

Finans har fået en kopi af hans korrespondance med Gouda. Forsikringsselskabet afviser at dække med henvisning til, at »hændelsen og dermed dit tab er omfattet af Rejsegarantifonden.«

Goudas betingelse der fører til en afvisning:
  • Forsikringen dækker ikke skade eller tab, der er eller burde være dækket af sikredes lovpligtige ansvarsforsikringer, anden forsikring, sikring, fond, herunder Rejsegarantifonden, eller lignende, hvad enten denne er offentlig eller privat.

»Vi har herefter ikke foretaget yderligere vurdering i sagen,« skriver Gouda.

Forsikringen har en selvrisiko på 10 pct., oplyser Villads Mortensen. Det betyder, at hans firma skulle dække 50-60.000 kr. ud af det samlede tab, som ifølge ham løber op i 500-600.000 kr.

Med den offentlige hjælpepakke får han i stedet penge til at betale refusion til sine kunder via Rejsegarantifonden. Men de penge, som hele branchen har til refusioner i øjeblikket, skal kollektivt tilbagebetales over de næste seks år.

Men Villads Mortensen ved ikke, hvor stort et beløb han skal betale tilbage. For den offentlige hjælpepakke er kun delvis individuel. Derfor risikerer han at skulle tilbagebetale langt mere end det lånte beløb.

»På grund af regeringens hjælpepakke til rejsebranchen – et lån – kan jeg ikke aktivere min erhvervsforsikring. Jeg har udsigt til en periode uden indtægter overhovedet, og derfor vil lånet og den manglende forsikringsdækning skubbe os ud over kanten,« siger Villads Mortensen.

Han har en klar opfordring til Folketinget, som i disse dage forhandler hjælpepakken til rejsebranchen på plads.

»Jeg appellerer til politikerne om at lave det her om, så alle rejseselskaber ikke går konkurs. De må enten give et bidrag, som vi ikke skal betale tilbage, eller lade være med at hjælpe, så vi kan aktivere vores forsikringer,« siger Villads Mortensen.

Efter afvisningen har Villads Mortensen været i dialog med Goudas skadeschef i håb om at få ændret afgørelsen. Men uden held.

»Da refundering af aflyste rejser nu er dækket under Rejsegarantifonden, dækker forsikringen ikke dette. Dette gælder, selv om der er tale om et statsgaranteret lån, og uanset om rejsebureauet benytter sig af ordningen eller ej,« siger Henrik Iding, skadechef i Gouda, til Finans.

Han afviser, at Gouda svigter sit ansvar over for rejseselskaber, der har tegnet en forsikring hos selskabet.

»Vi har ikke mulighed for at gå udover de gældende forsikringsbetingelser, men håber, at de statslige hjælpepakker kan hjælpe rejsebranchen igennem coronakrisen,« siger Henrik Iding.

BRANCHENYT
Læs også